To måneders tavsheds fra Andreas Christensen
Søren Wennerwald - 18.02.26
Det er snart to måneder siden, at Andreas Christensen delvist rev korsbåndet over ved en træningssamling, og siden har danskeren holdt sig helt ude af mediernes søgelys. Dermed ved offentligheden ikke, hvordan det går.
Når en spiller er langtidsskadet, kommer der ofte løbende meldinger om udviklingen og tilstanden, enten via udtalelser til medierne eller på de sociale medier. Sådan er det ikke med Andreas Christensen.
Artiklen fortsætter under annoncen
AC er kendt for at holde sig ude af mediernes søgelys, og han har selv på et tidspunkt fortalt, at han slet ikke er på de sociale medier. Han giver kun interview, når han eller klubben finder det absolut nødvendigt, men det er altså to måneder siden, at man sidst hørte noget fra forsvarsspilleren.
I samråd med AC og lægerne valgte Barca at undlade en operation, da korsbåndet ikke er revet helt over. Det handler derfor om skånsom genoptræning, og spørgsmålet er, om alt går efter planen.
Barca er ikke kommet med et bud på fraværets længde, men lokale medier spekulerer i fire måneder med sådan en skade. Det betyder, at det tidligst bliver i april, man får AC at se på træningsbanen.
Det eneste, man har set til Andreas Christensen de seneste par måneder, er, når han har taget plads på Spotify Camp Nou sammen med de andre skadede spillere.
© Getty Images// Andreas Christensen