Søren Wennerwald - 25.01.26
Ferran Torres meldte fra til onsdagens Champions League-opgør mod Slavia Prag med muskelproblemer, og han kommer heller ikke i aktion i eftermiddag mod Real Oviedo. Det er konklusionen, efter at han måtte droppe træningen i går.
Torres var ikke at finde på træningsbanen i Ciutat Esportiva Joan Gamper i går, hvor han i stedet blev i træningslokalet. Det er ingen alvorlig skade, som Torres har pådraget sig, men klubbens læger og fysioterapeuter tager ingen chancer. Derfor blev han skånet mod Slavia Prag, og det samme kommer til at ske mod Oviedo.
Klubben er ikke kommet med nogen udmeldinger omkring muskelproblemerne, men det forventes, at angriberen snart meldes klar igen. Det kan meget vel ske allerede til onsdagens hjemmekamp mod FC København.
Selvom Hansi Flick har gode alternativer til at erstatte Torres i front, er det et handicap at skulle undvære holdets topscorer. Modsat handler det også om, at han skal være 100 % klar til den afgørende del af sæsonen.
Ud over Torres må Hansi Flick også undvære de skadede Andreas Christensen, Gavi og Pedri.
© Getty Images
