fbpx
Annonce

Torres og Fati gennemlever svær periode i Barca

Simon Arun Vrábel - 06.03.23

// Ansu Fati // Ferran Torres

Søndag eftermiddag udspillede der sig et mindre skænderi imellem Ansu Fati og Ferran Torres om hvem der skulle sparke straffesparket imod Valencia og de to angribers diskussion er et godt tegn på den svære periode som de begge gennemlever.

Både Ansu Fati og Ferran Torres ønskede søndag eftermiddag at tage straffesparket imod Valencia, for ingen af de to angribere oplever nogen stor succes på banen, hvor de igennem en længere periode har kæmpet med spilletid, selvtillid og vigtigst af alt mål.

Søndag eftermiddag tog et næsten fyldt Camp Nou imod bundholdet Valencia og med både Dembélé og Lewandowski ukampdygtige lignede det en gylden mulighed for Ansu Fati og Ferran Torres til at tanke selvtillid. Meget symptomatisk for de to angribere fik ingen af dem den succes, som de havde håbet på. Torres endte med at brænde straffesparket mens Ansu Fati blev skiftet ude som resultat af det røde kort, som Ronald Araújo fik kort inde i anden halvleg.

Artiklen fortsætter under annoncen


For Ansu Fatis vedkommende skal man helt tilbage til hjemmekampen imod Villarreal i oktober måned for at finde den sidste gang, at holdets 10’er sidst scorede et mål i ligasammenhæng. Efterfølgende er det blevet til to mål imod upåagtede AD Ceuta og før dem Intercity i pokalturneringen, og som bekendt er det de færreste angribere, som er fyldt med selvtillid hvis de ikke scorer mål med jævnlig frekvens. I de seneste måneder har både Raphinha og Dembélé desuden siddet tungt på spilletiden og det har henvist Ansu Fati til en fast plads på bænken.

Ferran Torres har omvendt fået mere spilletid, men den spanske landsholdsangriber har – på trods af nogle fine momenter – haft umådelig svært ved at finde det niveau, som matcher den transfersum på 55 millioner euro, som klubben sendte til Manchester City den 1. januar 2022. Den 23-årige angribers spil har været præget af flere store afbrændere og forkerte beslutninger i spillet omkring feltet og søndag aften blev udfordringerne ikke mindre. Efter en kort diskussion med Ansu Fati blev det Torres, som skulle tage straffesparket imod Valencia og resultatet blev et svagt skud som ramte stolpen og røg ud til målspark.

Der er ingen tvivl om, at de to angribere begge gennemlever deres sværeste tid i Barca og derfor har Xavi en vigtig opgave foran sig, da man er på vej ind i den sidste og mest afgørende fase af sæsonen. Der er to vigtige titler på spil i form af Copa del Rey og ligaen, og begge steder står Real Madrid som den primære konkurrent på vejen imod pokalerne. Med Dembélé og Lewandowski skadet har Xavi brug for at både Ansu Fati og Ferran Torres hurtigst muligt genfinder selvtilliden og formen og hjælper holdet.

Den næste kamp er på søndag hvor man skal møde Athletic Bilbao på udebane og her er det slet ikke utænkeligt, at Xavi vil give begge angribere spilletid.

.:FORSIDE:.