Barca følger fortsat markedet for midterforsvarere til næste sæson. Klubben er fast besluttet på, at tiden er inde til at hente en forsvarsspiller, der kan gå direkte ind i startopstillingen. Nu har et nyt navn meldt sig på listen.
Den hollandske landsholdsspiller Micky van de Ven, der både fungerer som centerback og på kanterne, vil angiveligt væk fra Tottenham og foretrækker et skifte til Barca. Interessen fra catalanerne meldes at være gensidig.
Den sportslige ledelse har allerede haft kontakt til profiler som Nico Schlotterbeck fra Dortmund, Alessandro Bastoni fra Inter og Marc Guéhi fra Crystal Palace, men senest er navnet Micky van de Ven dukket op på radaren. Det beretter avisen Sport.
Artiklen fortsætter under annoncen
Den 24-årige forsvarsspiller ønsker ifølge både catalanske og engelske medier under alle omstændigheder at forlade Tottenham til sommer og ser meget positivt på muligheden for at trække i blaugrana-trøjen. I Barcas ledelse betragtes en ny midterforsvarer som en strategisk nøgleinvestering, og der er optimisme omkring, at klubben vil have de nødvendige ressourcer til at gennemføre en stor handel.
Drømmescenariet er fortsat Bastoni, der flere gange har sendt diskrete signaler via sociale medier. Men italienerens pris kan overstige 80 millioner euro, hvilket er en sum, Barca ikke ønsker at betale – selv hvis det bliver muligt. Samtidig er Chelsea også på banen, hvilket yderligere komplicerer situationen.
Netop derfor holder Barca øje med alternative muligheder, og her fremstår Van de Ven som et meget interessant navn. Han er en af Tottenhams bedste spillere, er i klar udvikling og har alderen og potentialet til at nå nye højder i karrieren. Hans profil matcher Barcas spillestil. Han er hurtig, stærk i duellerne, komfortabel i opspillet og kan desuden dække samtlige positioner i bagkæden uden problemer. Derudover kan han med sin højde på 1,93 blive guld værd i luftduellerne. Med sine 24 år har han stadig det meste af karrieren foran sig, og så er han venstrebenet, som Flick foretrækket det.
Hans markedsværdi anslås til cirka 65 millioner euro, men der er tro på, at prisen er til forhandling, selvom hans kontrakt først har udløb i 2029. Selvom Tottenham traditionelt er en svær forhandlingspartner, lyder meldingerne fra England, at spillerens beslutning om at forlade klubben er fast. Skulle et salg blive aktuelt, vil Tottenham desuden foretrække en køber uden for Premier League.
Det er heller ikke uvæsentligt, at Van de Ven for nylig har udtalt, at hans store idol er Carles Puyol – for intensiteten, lederskabet og den måde, han bar kaptajnrollen i Barca på. Hollænderens navn står derfor noteret hos den catalanske klub, og i takt med at Schlotterbeck synes svær at hente, Guéhi ligner et Premier League-projekt, og Bastoni fremstår næsten uopnåelig, kan Van de Ven meget vel rykke frem i køen.
© Getty Images// Micky van de Ven