Tre Barca-spillere med i spansk sejr over Schweiz
FCBARCELONA.DK - 19.11.24
// Spanien // Nations League
Spanien sluttede mandag aften Nations League-gruppespillet af med endnu en sejr, da man på hjemmebane slog Schweiz med 3-2. Cubarsí, Casadó og Pedri startede inde, og sidstnævnte misbrugte et straffespark.
Det spanske landshold var mandag rejst til Tenerife for at spille den sidste kamp i Nations League-gruppespillet mod Schweiz. Spanierne havde allerede sikret sig førstepladsen i gruppen og havde derfor ikke noget at spille for.
Artiklen fortsætter under annoncen
Det ændrede dog ikke på, at Barca havde Cubarsí, Casadó og Pedri med i startopstillingen. Og netop Pedri fik efter en halv time muligheden for at bringe Spanien foran, da han skulle tage et straffespark begået mod Morata. Pedri brændte dog på keeperen, men heldigvis scorede Yéremy Pino straks efter.
Efter 63 minutter udlignede gæsterne, inden den indskiftede Bryan Gil efter 68 minutter scorede til 2-1. Føringen holdt helt frem til det 85. minut, hvor Schweiz bragte balance i regnskabet. Heldigvis for spanierne fik de i overtiden endnu et straffespark, som Bryan Zaragoza udnyttede og dermed sikrede en spansk sejr på 3-2.
Pau Cubarsí og Marc Casadó spillede alle 90 minutter i opgøret mod Schweiz, mens Pedri blev skiftet ud efter 79 minutter. De tre spillere rejser nu hjem til Barcelona, hvor man lørdag skal møde Celta Vigo på udebane.
Dermed endte Spanien på en overlegen førsteplads i Gruppe 4 i Nations League og er dermed videre til kvartfinalen. Det blev som bekendt Danmark, som tog andenpladsen foran Serbien og Schweiz.