fbpx

VAR-kendelse fik afgørende betydning mod Atlético

Aamer Al-Khatib - 13.02.26

 


Barca fik ikke blot et sviende nederlag på 4-0 mod Atlético Madrid i den første Copa del Rey-semifinale. Opgøret blev også præget af en syv minutter lang VAR-kendelse, der skabte massiv debat om Cubarsís annullerede scoring.

Midt i forsøget på at kæmpe sig tilbage i kampen fik catalanerne annulleret en scoring fra Pau Cubarsí efter et usædvanligt langt videotjek.

Kort efter pausen reducerede Cubarsí til 4-1 på Metropolitano, og målet blev i første omgang godkendt. Men situationen blev sendt til gennemsyn for mulig offside, og her gik kampen i stå. I næsten otte minutter ventede spillere og tilskuere på en afgørelse, før dommeren til sidst annullerede scoringen. Ventetiden dræbte al Barcas momentum i en fase, hvor holdet netop havde fået nyt håb.

Artiklen fortsætter under annoncen


Forklaringen kom efterfølgende fra det spanske dommerudvalg (CTA). Ifølge deres redegørelse opstod der en teknisk fejl i den semi-automatiske offside-teknologi (SAOT), fordi systemet ikke kunne modellere spillerne korrekt i en situation med høj tæthed i feltet. Da teknologien ikke kunne levere et klart billede, måtte VAR-teamet i stedet manuelt tegne offside-linjer for at træffe den endelige beslutning – en proces, der forlængede gennemgangen markant.

Flere eksperter kritiserede den lange afbrydelse og den manglende klarhed omkring, hvad der blev tjekket. Også blandt Barca-fansene har frustrationen været tydelig, og episoden føjer sig til en sæson, hvor dommerstandarden i spansk fodbold har været genstand for intens debat. Det kommenterede Hansi Flick efterfølgende.

‘For mig er det noget rod. Var spillet stoppet i syv minutter? Har de fundet noget? For mig var det ikke offside. Hvis de har set noget, må de sige det. Men der er ingen kommunikation. Vi må acceptere det, men jeg er ikke enig,’ lød det fra en frustreret Flick.

Kampen bød desuden på andre kontroversielle kendelser, hvilket kun forstærkede følelsen af kaos omkring opgøret. For Barca var det dog især den annullerede scoring, der kunne have ændret kampens dynamik. En reducering til 4-1 tidligt i anden halvleg kunne have pustet nyt liv i semifinalen, men i stedet blev opgøret et symbol på en aften, hvor marginalerne og teknologien ikke gik deres vej.

cubarsi12F
© Getty Images

// Atletico Madrid
.:FORSIDE:.