fbpx

Vitor Roque skadet kort efter sin start i Betis

Peter Vyff - 27.09.24

 


Barca sendte i sommer Vitor Roque til Real Betis på en lejekontrakt, hvor han har fået en del spilletid hos andaluserne. Stortalentet kommer dog ikke mere i kamp lige foreløbig, efter han pådrog sig en ankelskade mod Mallorca.

Den 19-årige Roque fik kun et halvt år hos Barca, inden ledelsen besluttede sig for at tage afsked med den tidligere Athletico Paranaense-spiller. Catalanernes beslutning skyldtes en blanding af økonomiske interesser, samt det faktum, at han ikke formåede at gøre sig gældende i den halve sæson han fik.

Artiklen fortsætter under annoncen


Løsningen blev at sende brasilianeren til Real Betis i sommer, hvor han er ankommet på en etårig lejekontrakt med option for yderligere en sæson. Andaluserne har samtidig fået inkluderet en købsoption, såfremt de skulle ønske at gøre skiftet permanent.

Stortalentet kommer dog ikke i kamp for Real Betis lige forløbig, efter at han måtte udgå af kampen mod Mallorca. 'Undersøgelserne på vores førsteholdsspiller, Vitor Roque, har påvist en forstuvning af det indre ledbånd i venstre ankel. Hans restitutionsproces vil afgøre, hvornår han er tilbage' lød meldingen fra den andalusiske lægestab.

Roque har fået en blandet start i Betis, hvor han trods en scoring, også har brændt en del chancer, hvilket Manuel Pellegrini forleden kom ind på i et interview med avisen AS. 'Han er kun 19 år, og han mangler stadig en del at lære, og han har uden tvivl et stort potentiale. Han har brændt for mange chancer, og havde han scoret, havde vores situation set anderledes ud, men så havde han nok ikke spillet for os. Målene skal nok komme, og chancerne får han allerede skabt' sagde Betis-træneren.

Pellegrini må dog efter alt at dømme undvære Roque de kommende kampe. Angriberen forventes ifølge flere medier at være klar om to ugers tid, hvis alt går som planlagt.

roque1F

// Vitor Roque
.:FORSIDE:.