fbpx

Xavi tvunget til flere ændringer til aftenens kamp

FCBARCELONA.DK - 08.03.24

 


Det ventes med spænding hvordan Xavi vælger at blande kortene til aftenens hjemmekamp mod Mallorca, både grundet fraværet af Pedri, De Jong og Araujo, men også fordi Napoli-kampen venter forude.

Søndagens kamp mod Bilbao blev en skidt oplevelse for Barca, for udover at spille dårligt og kun få det ene point med hjem, måtte Pedri og De Jong udgå med skader, mens Araujo samlede sit femte gule kort og dermed skal afsone karantæne. Det blev ikke bedre af, at også Xavi fik en advarsel i opgøret, så også han har karantæne i aften mod Mallorca.

Artiklen fortsætter under annoncen


Det bliver derfor Xavis bror Oscar Hernández, der er holdets assistenttræner, der kommer til at stå på sidelinjen i aften på Estadi Olímpic Lluis Companys på Montjuic-bjerget i Barcelona.

De fleste regner med, at Andreas Christensen fortsætter på den defensive midtbane, og at Koundé placeres som højre back og Cancelo til venstre. Det efterlader Pau Cubarsí og Iñigo Martínez til det centrale forsvar. Det kan dog ikke afvises, at Oriol Romeu kommer i spil på midtbanen, så Christensen enten spares til tirsdagens kamp mod Napoli, eller rykkes tilbage i det centrale forsvar.

På midten ligner det en plads til Fermín López, hvor han får selskab af Gündogan og altså enten Christensen eller Romeu. Sergi Roberto kunne dog være et alternativ, med tankerne på Napoli-kampen, om ikke andet, så som indskifter på et tidspunkt.

I front må Lewandowski anses for eneste sikre valg, mens Xavi skal afvælge mellem Raphinha, Yamal og Félix til de resterende pladser.

Der er derfor mange åbne spørgsmål til aftenens startformation og hvad Xavi vælger, får man svaret på en times tid inden kampstart, der er kl. 21.00. Kampen kan ses på TV2 Sport X.

xavi62F

// Xavi // Mallorca
.:FORSIDE:.