fbpx

Xavi vil praktisere Guardiola-stilen i Barca igen

Rune Stentoft Arlbjørn - 01.11.21

// Xavi

Det virker efterhånden meget sikkert, at Xavi bliver den nye træner i Barca i løbet af de kommende uger. Hvis catalaneren som ventet overtager roret på Camp Nou vil han have Guardiola-stilen tilbage på holdet.

Den form for fodbold, der blev spillet under Pep Guardiola, i hans tid som træner i Barca, var meget speciel. Den var inspireret af Johan Cruyffs stil, men Guardiola satte også sit præg på spillet. Xavi ventes at genindføre den stil, som Guardiola praktiserede.

Johan Cruyff var Guardiolas læremester. For Xavi var det Guardiola, der var hans læremester, så derfor er det ikke underligt, hvis Xavi vil bringe den stil han lærte at spille under sin tidligere træner tilbage til holdet, hvis han bliver ny Barca-træner.

Xavi havde vel sine bedste år i karrieren under Guardiola, hvor tiki-taka stilen især kom frem, men det er ikke kun det den elegante midbanespiller vil have tilbage. Meget tyder på, at han også vil have det berømte genpres tilbage, som Guardiola gik meget op i.

Artiklen fortsætter under annoncen


Der var en særlig regel eller instruks under Guardiola, som gik ud på, at hvis en spiller mistede bolden, skulle holdet presse modstanderen alt hvad de kunne i fem-seks sekunder. Det var et effektivt pres, da Barca ofte erobrede bolden tilbage hurtigt efter at have mistet den.

Det særlige genpres var en stor succes under Guardiola, men har ikke været set på samme måde hos spillerne siden. Genpresset var med til at sørge for, at catalanerne havde en voldsom overvægt i boldbesiddelse, hvilket også er vigtigt for Xavi.

For Xavi er det vigtigt, at dominere kampene. Det praktiserede Guardiola ved at have bolden, fordi når holdet havde bolden kunne modstanderne ikke score. Guardiola mener, at det bedste forsvar er at have bolden.

Der er endnu ikke officielt bekræftet hvem der bliver den nye træner i klubben, men alt peger indtil videre på Xavi. Kommer catalaneren tilbage som træner kan spillestilen under de glade Guardiola-dage komme tilbage, men mon ikke Xavi også vil sætte sit eget præg på stilen.

.:FORSIDE:.