Yamals statistik er markant bedre end Messis
Søren Wennerwald - 06.05.26
Lamine Yamal sammenlignes ofte med den nok største fodboldspiller i historien, Leo Messi. Sammenligner man deres statistik i den tidlige del af karrieren, er der en overraskende stor forskel til Lamine Yamals fordel.
Messi er i slutfasen af en lang og imponerende karriere, der næppe bliver overgået lige med det samme. Hvis nogen skal komme i nærheden af ham, er det måske den 18-årige Lamine Yamal, for hans start på karrieren overgår Messis med længder. Det beretter avisen Mundo Deportivo.
Artiklen fortsætter under annoncen
Sæsonen er slut for den lårskadede Yamal, og indtil nu er han noteret for 12.928 minutter i 176 officielle kampe siden sin debut, og det i en alder af 18 år og 290 dage. Da Messi var på samme alder, havde han spillet 1.954 minutter. Også når man ser på mål og assists, er Yamal klart bedst med 57 mål og 55 assists mod Messis 10 mål og 6 assists.
Yamal har fået sit gennembrud i en langt tidligere alder, end Messi fik sit, hvilket er en af forklaringerne på den store forskel i statistikkerne.
Man kan dog også sammenligne på en anden mere fair måde, nemlig ved at se på tallene de første tre år efter de to spilleres debut. Her nåede Messi 6.612 minutter i 102 kampe, altså langt færre end Yamal her tre år efter, han debuterede. Messi lå på 41 mål og 15 assists i sine første tre år, hvilket også er langt fra Yamals bedrift.
Lamine Yamal har således fået en helt utrolig start på sin karriere, og med hans 18 år er det indlysende, at han kan forbedre sig de kommende år. Dermed er der reelt en mulighed for, at han sent i karrieren kan true Messis status som den Barca-spiller med både flest kampe og mål. Den vilde rekord lyder på 778 kampe og 672 mål over 17 sæsoner, mens Yamal står foran sin blot fjerde sæson.
© Getty Images// Lamine Yamal