fbpx

Optakt: FC Barcelona - Atlético Madrid

FCBARCELONA.DK - 09.01.20

© Getty Images
// Supercup // Atletico Madrid

I aften skal Barca i aktion i den spanske Supercup, hvor de møder Atlético Madrid i semifinalen. Det er sæsonens første titel, der spilles om i Saudi Arabien. Læs her vores optakt til aftenens kamp.

Barca og Atlético kæmper om at møde Real Madrid i finalen, efter at de hvide i går sikkert besejrede Valencia med 3-1, trods fraværet af profiler som Hazard, Bale og Benzema. For alle hold handler det om, at hente sæsonens første titel.

Det er kun lidt over en måned siden, at Barca og Atlético sidst stod overfor hinanden. Det skete i ligaen, hvor Barca vandt med 0-1 på Wanda Metropolitano i Madrid. Det er da også en kendsgerning, at Barca har haft overtaget de senere år, men kampene har næsten altid været intense og tætte.

Det forventes det også at blive i aften, hvor det er knald eller fald for begge hold. Vinderen skal spille finale søndag, mens taberen må rejse hjem.

På et pressemøde i går, så Valverde frem mod kampen. 'Det er en afgørende kamp og derfor tager vi det meget seriøst, fordi Atlético er en svær modstander, som vi også ser det i ligaen. Det hold der vinder, kommer til finalen' sagde Barcas træner.

Valverde har taget hele 24 spillere med til Saudi Arabien, nemlig følgende: Neto, Iñaki Peña, Tenas, Semedo, Wague, Piqué, Umtiti, Lenglet, Todibo, Araujo, Alba, Junior, Busquets, Rakitic, Vidal, De Jong, Sergi Roberto, Puig, Messi, Suárez, Griezmann, Fati, Pérez og Collado.

Barca må undvære de skadede Ter Stegen, Arthur og Dembélé, der alle er blevet hjemme i Barcelona. En time inden kampstart skal truppen skæres ned til de tilladte 18 spillere.

Også Atlético Madrids træner, Diego Simeone, holdt pressemøde i går. 'Det bliver anderledes end kampene i ligaen, for dette er en ren knockout kamp, hvor det udelukkende handler om at vinde. Det er en mulighed for at spille med om noget betydningsfuldt og det sætter vi alle pris på' sagde han blandt andet.

Ligesom Barca, har Atlético en stor trup med til Saudi Arabien, nemlig 25 mand. Truppen ser således ud: Adán, Oblak, Álex, Giménez, Arias, Lodi, Savíc, Felipe, Hermoso, Trippier, Vrsaliko, Sánchez, Thomas, Koke, Saúl, LLorente, Herrera, Vitolo, Germán, Joao Félix, Morata, Correa, Saponjic, Riquelme og Camello.

Finalen spilles blot 72 timer efter aftenens semifinale og det får sandsynligvis både Valverde og Simeone til at sende nogle af reserverne i aktion, for ikke at risikere skader eller overbelastninger.

Semifinalen i aften spilles på King Abdullad Stadium i Jeddah. Den fløjtes i gang kl. 20.00 og kan ses på 6'eren, samt streames på Eurosport Player.

.:FORSIDE:.