fbpx

2010-2019: Et årti som Barca dominerede

FCBARCELONA.DK - 28.12.19

© Getty Images
// 2010-2019

Når 2019 rinder ud er det samtidig slut på et årti. Se man på de statistiske kendsgerninger fra de 10 år det er tydeligt, at Barca har domineret såvel i spansk fodbold som i Europa.

Barca har udviklet sig til en magtfaktor i international klubfodbold. Alle frygter at møde catalanerne, specielt hjemme på Camp Nou, hvor det er meget få hold der lykkes med at vinde. Sådan har det også været i årtiet 2010-2019.

Kigger man på La Liga, har Barca vundet mesterskabet syv gange ud af ti mulige i dette årti. Det siger alt om den catalanske overlegenhed i den hjemlige turnering.

Når man kigger på, hvor mange kampe de forskellige europæiske klubber har vundet i perioden mellem 2010 og 2019, er det også Barca der topper listen. 289 sejre er det blevet til, mod Real Madrids 273 og Juventus' 260. Derefter følger City og Bayern München begge med 250.

Også når det gælder antal scorede mål, er Barca bedst af alle med 1.060. Også her er Real Madrid tættest på 1.016. Langt efter følger Bayern med 863, City med 841, mens PSG tager en 5. plads med 827 mål.

Kigger man på de enkelte spillere, er det ikke overraskende Messi der skiller sig ud. Han har flest sejre, scoret flest mål og lavet flest oplæg, og her taler man altså også om hele Europa. Det er en markant dominans gennem 10 år.

Når det gælder antal scorede mål over de 10 år, kommer Cristiano Ronaldo tættest på Messis 369 mål, nemlig med 335. Herfra er der et kæmpe spring ned til Cavani på en 3. plads med 223, fulgt af Lewandowski med 221. På 5. pladsen finder man Luis Suárez med 210 mål. Barca har altså to af de fem mest scorende spillere de seneste 10 år.

At Messi ikke kun er afslutter, ses også ud af hans 136 oplæg. Her er det Di Maria der kommer tættest på med 108, mens Ronaldo må nøjes med en 5. plads med 95 oplæg.

Det har altså været et glimrende årti for Barca på mange områder. Det eneste område hvor millioner af Barca-fans gerne have set en bedre statistik, er i Champions League. Her er det blevet til to triumfer, i 2011 og 2015. Her bliver catalanerne klart overgået af Real Madrid med fire titler. Det er noget der skal laves om på i det årti der tager sin start på onsdag.

.:FORSIDE:.