fbpx

Hvilke begivenheder kommer til at præge 2020?

FCBARCELONA.DK - 01.01.20

© Getty Images

Barca tager hul på 2020 på lørdag med lokalderbyet mod Espanyol, men hvad kommer der ellers til at ske af store begivenheder i det nye år. Vi kommer med et bud på, hvad der vil præge året.

Et nyt år er selvfølgelig uforudsigeligt, ikke mindst når man taler om fodbold. Alligevel tegner der sig et billede af et rigtig spændende år, set med Barca-briller. Her er vores bud på, hvad der kan komme i fokus:

Spansk Supercup:
For første gang omfatter supercuppen fire hold og som noget nyt spilles der i januar i stedet for august. Barca møder Atlético Madrid i den ene semifinale den 9. januar, mens Valencia og Real Madrid mødes i den anden. Finalen spilles den 12. januar og måske Barca får årets første titel tidligt i 2020.

Champions League:
Efter to gedigne nedture i den prestigefyldte turnering, higer alle Barca-fans efter endnu et trofæ. Champions League kommer derfor med garanti til at fylde utroligt meget. Barca møder Napoli i 1/8 finalen i to opgør, der spilles i februar og marts.

Ernesto Valverdes fremtid:
Der sættes spørgsmålstegn ved Valverdes fremtid som Barca-træner til trods for, at han har vundet to mesterskaber ud af to mulige. Både han og Barca kan vælge at stoppe samarbejdet efter denne sæson og det bliver helt sikkert et stort tema hen over foråret.

Tredje mesterskab i træk?
Trods en noget tøvende sæsonstart, er det Barca der topper ligatabellen efter 18 spillerunder. Ligaen vil selvfølgelig altid fylde meget hen over året og det bliver spændende at se, om holdet kan vinde for tredje år i træk.

Forstærkninger til sommer:
Her er der mest spænding om Barca lykkes med at hente et alternativ til den aldrende Luis Suárez. Inters Lautaro Martínez ligner et godt bud. Sommerens transfervindue vil som altid komme til at fylde meget.

Philippe Coutinho:
Brasilianeren var et flop i Barca og er nu udlejet til Bayern München, der har en forkøbsret på 120 mio. euro. Vælger de ikke at bruge den, skal Barca finde ud af, hvad de i stedet gør med den dyreste spiller i klubbens historie. Det kan blive et af sommerens helt store temaer.

Leo Messi:
Det er ikke den store forudsigelse at gætte på, at Messi kommer til at fylde meget i 2020. Her bliver det specielt spændende at se, om han igen løber med Ballon d'Or, Guldstøvlen og FIFA The Best, ligesom mange håber at 2020 også byder på endnu en forlængese med argentineren.

Neymar:
Endnu en gang må det forventes, at Neymar bliver rygtet til Barca i sommerens transfervindue. Derfor kommer brasilianeren nok til at fylde meget i medierne og en tilbagevenden kan slet ikke afvises. Sker det, bliver det et af årets mest omtalte begivenheder.

Kandidater til præsidentvalget 2021
Det er sandsynligvis først til sommeren 2021 at der holdes præsidentvalg i Barca. Præsident Josep Maria Bartomeu kan ikke genvælges i henhold til klubbens vedtægter. Her bliver det spændende at se, hvilke kandidater der melder sig på banen i løbet af 2020.

.:FORSIDE:.