fbpx

Avis: Ter Stegen i søgelyset hos flere storklubber

FCBARCELONA.DK - 28.12.19

© Getty Images
// Ter Stegen

Hvis der er to spillere hos Barca der er urørlige, må det være Leo Messi og Ter Stegen. Alligevel er der nu forlydender om, at klubber som Bayern München, Juventus og PSG har blikket rettet mod tyskeren.

Ter Stegen er i den grad en nøglespiller hos Barca, hvor han bare er blevet bedre og bedre siden han ankom til klubben i 2014. Han har gang på gang præsteret afgørende redninger, der har givet holdet vigtige point.

Samtidig betragtes han blandt verdens bedste målmænd og derfor er det ikke overraskende, at andre klubber er interesseret i at lokke ham væk fra den catalanske hovedstad.

Med sine kun 27 år har Ter Stegen mange år foran sig på højeste niveau og i Barcelona håber man på, at resten af karrieren kommer til at foregå hos dem. Hans kontrakt udløber i 2022 og allerde tilbage i efteråret kunne vi her på fcbarcelona.dk fortælle, at klubben havde taget initiativ til at tale forlængelse.

Spørgsmålet er så, om andre klubber kan blande sig i kampen om Ter Stegens underskrift. Bayern München, Juventus og PSG har alle aldrende målmænd og de menes at holde nøje øje med Ter Stegens situation i Barcelona.

Især Bayern kan vise sig at blive en trussel. Manuel Neuer er blevet 33 år og hans kontrakt udløber i 2021, hvor han vil være 35 år. Det kan ikke afvises, at Ter Stegen kunne fristes af et ophold i Tysklands med afstand største og mest historiske klub.

Ter Stegens frikøbsklausul lyder på 180 mio. euro og så mange penge er der næppe nogen der betaler for en målmand. Det betyder at Barca også har glæde af sin tyske klassemålmand nogle sæsoner endnu og meget gerne meget længere.

.:FORSIDE:.