fbpx
Annonce

Et forfærdeligt 2020 som alle ønsker at glemme

FCBARCELONA.DK - 31.12.20



2020 vil ikke blive husket for noget godt i Barcelona, for problemerne har stået i kø og klubben er i knæ såvel sportsligt som økonomisk. Vi byder her på en gennemgang af et år som alle Barca-fans allerhelst vil glemme.

Problemerne i 2020 startede ud allerede i januar med en fyring af Ernesto Valverde og det til trods for, holdet lå på en førsteplads i ligaen. Quique Setién kom til, men med ham blev det kun værre. Førstepladsen blev hurtigt sat over styr og Real Madrid løb med mesterskabet.

I Champions League sluttede sæsonen med den historiske 8-2 ydmygelse mod Bayern München, et resultat der har givet klubben varige mén på stoltheden. For første gang i 12 år sluttede en sæson uden en eneste titel.

I marts måned kom corona og lagde fodbolden stille i nogle måneder og da der blev startet op igen, var det uden tilskuere. Pandemien ramte Barcas økonomi massivt og spillerne måtte i to omgange acceptere at gå væsentligt ned i løn. Det vurderes at være så alvorligt, at det vil tage flere år at genvinde det tabte.

Midt i det hele var der også en ledelsesmæssig krise, hvor præsident Bartomeu var under massiv kritik. Han kom på kant med spillerne, ikke mindst med Messi og der blev rejst et mistillidsvotum mod præsidenten. Det var især påstandene om smædekampagner mod personer i klubben, blandt dem Messi og Piqué, der skabte uro. Det endte med at Baromeu gik af og en midlertidig ledelse blev indsat, indtil medlemmerne vælger ny præisdent den 24. januar i det nye år.

Da sidste sæson sluttede i august måned eksploderede det hele, da Messi meddelte klubben at han ville væk. Barca ville ikke lade ham rejse og fronterne blev trukket kraftigt op. Polemikken endte ud i, at Messi ikke ville trække sin klub gennem en opslidende retssag og argentineren valgte modvilligt at tage en sæson mere.

Året bød på en trænerfyring mere, da Setién blev afløst af Koeman, der har haft svære vilkår at arbejde under. Der er ingen penge til forstærkninger og holdet har oplevet den dårligste start på ligaen i rigtig mange år. Her ved årsskiftet er der stadig langt op til topholdene. I Champions League startede det fint, men i sidste gruppekamp mistede Barca førstepladsen og nu venter der et par meget svære 1/8 finaler mod PSG.

Det har indlysende været et forfærdeligt 2020 for Barca og forhåbentlig vil 2021 byde på fremgang, såvel sportsligt som økonomisk. 2021 bliver også året hvor Messi skal afgøre, om han bliver i klubben eller ej.

.:FORSIDE:.