fbpx
Annonce

Gavi: 'Jeg vil gøre hvad som helst for Barca'

Simon Arun Vrábel - 06.10.23

// Gavi

Barcas unge midtbanespiller med nummer seks på ryggen, Gavi, gav for nylig et spændende interview, hvor han blandt andet kom ind på sin fortid på La Masia, sin nuværende og tidligere forbilleder og sin allerstørste drøm som Barca-spiller.

Det kun 19-årig La Masia-talent, Gavi, er ét af Barcas allerstørste selvudviklede talenter, og derfor er den unge midtbanespiller også af de spillere, som har båret blaugrana hele sit liv. Med Barca-DNA i blodet kan man i Gavis seneste interview da også fornemme, at der er tale om en vaskeægte culé.

Det er til mediet La Vanguardia, at Gavi har givet et spændende interview, hvor midtbanespilleren, som er født i Andalusien, men flyttede til Catalonien i en ung alder, kom ind på flere spændende emner.

Hvornår opstod kærligheden til Barca?
'Barca-holdet, som havde Xavi og Iniesta på midtbanen, var for mig den bedste midtbanekonstellation nogensinde. Det er på grund af dem, at jeg blev Barca-fan, og det vil aldrig ændre sig. I dag vil jeg gøre hvad som helst for Barca, og hvis jeg kan være her hele mit liv, vil det gøre mig glad'.

Artiklen fortsætter under annoncen


Minderne fra La Masia:
'La Masia er indbegrebet af min barndom, for jeg har været der siden mine første minder som barn. Det er et sted, som i sandhed har betydet alt for mig. I hele min barndom har jeg nydt at være sammen med mine klassekammerater, både i skolen, men også når vi havde frikvarterer hvor vi kunne gå ud og spille fodbold, eller i vores fritid når vi bare hang ud sammen'.

Din udvikling som spiller:
'Hvis jeg sammenligner mig selv med sidste år, så er jeg blevet mere moden og langt bedre til at vælge mine tacklinger. Nu jagter jeg kun de bolde som jeg virkelig tror, at jeg kan vinde, hvor jeg tidligere jagtede stort set alt. Jeg begik derfor også langt flere frispark end jeg gør i dag. Nogle gange når jeg ser mine egne aktioner på video efterfølgende tænker jeg, hvorfor jeg overhovedet gjorde som jeg gjorde i den pågældende situation. Til tider bliver min mor bekymret, men sådan er fodbold, og jeg er typen som altid vil kæmpe til det allersidste'.

Frenkie de Jong som rollemodel:
'Jeg beundrer Frenkie de Jong enormt meget, og det er nok ham, som jeg ser mest op til af alle på vores hold. Det er mærkbart, at han ikke er hos os for tiden, og det er det samme med Pedri. Sidste år da rygterne gik på, at De Jong skulle væk, var jeg virkelig nervøs, og jeg fortalte ham konstant, at han ikke måtte forlade os'.

Mental forberedelse:
'Før vores allervigtigste kampe forsøger jeg altid at forberede mig mentalt ved at visualisere forskellige scenarier, f.eks. at jeg scorer et mål. Jeg prøver altid at forestille mig, at jeg scorer et mål inden enhver kamp. I denne sæson tror jeg på, at jeg kan score 10 mål for Barca'.

Den store drøm:
'En af mine største drømme er at vinde Champions League med Barca. Måske det er den allerstørste drøm af dem alle. At vinde Champions League med Barca er noget som alle culérs drømmer om'.

.:FORSIDE:.