fbpx

Hvornår vil Valverde overveje Riqui Puig?

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 04.01.20

© Getty Images

Kalenderen skriver nu 2020, og situationen omkring Riqui Puig ser fortsat ikke ud til at ændre sig. Spørgsmålet er, hvornår Ernesto Valverde har tænkt sig at give den talentfulde catalaner chancen.

Riqui Puigs talent er indiskutabelt. Ikke desto mindre fortsætter Ernesto Valverde konsekvent med at forbigå den unge midtbanespiller - dette så man senest, da Barca-træneren skulle udtage holdet til aftenens lokalderby mod Espanyol.

Der er blevet skrevet meget om Riqui Puigs fremtid i de seneste måneder, med en mulig lejeaftale for øje. Dette scenarie lader dog ikke til at tiltale catalaneren, der ufortrødent forsætter med at kæmpe for Barca B i håbet om at få chancen på førsteholdet.

Indtil videre har denne strategi dog ikke ligefrem båret frugt. Ikke engang Arturo Vidals interne retssag med klubben, Arthurs fortsatte skadesproblemer sideløbende med udlejningen af Carles Aleñá til Real Betis har fået Valverde til at kigge Puigs vej.

I modsætning til Ansu Fati og Carles Pérez lader det ikke til, at Barca-træneren har nogen videre fidus til at sætte sin lid til det unge stjernefrø. Heller ikke selvom Riqui Puig gang på gang overstråler resten af banens spillere i sine kampe for B-holdet, hvorfor modstanderholdet ofte går ubarmhjertigt hårdt til ham.

Riqui Puig ligner ellers prototypen på en midtbanespiller lige efter Pep Guardiolas hovede med sin hurtige boldomgang og tekniske kunnen. Valverde derimod har vist sig i højere grad at sætte sin lid til mere fysiske spillertyper. Spørgsmålet er derfor, hvornår man får Riqui Puig at se, og om det overhovedet kommer til at ske under Ernesto Valverde.

.:FORSIDE:.