fbpx

Olmo-agent: 'Vi havde mange tilbud på Dani'

Peter Vyff - 18.09.24

 


Barca lykkedes i sommer med at forstærke sig med Dani Olmo, der endte med at blive klubbens helt store signing. Catalaneren havde dog adskillige tilbud fra andre klubber, hvilket hans agent, Andy Bara, forleden bekræftede i et interview.

Ledelsen havde store planer i sommerens transfervindue, hvor størstedelen regnede med, at Nico Williams ville blive det helt store indkøb. Spanieren endte dog med at blive hos Athletic Club, og Barca endte istedet med at købe Dani Olmo hos RB Leipzig.

Det har vist sig at være en fremragende beslutning, da midtbanespilleren har fået en fantastisk start på hans Barca-karriere. Olmo har scoret i samtlige kampe han har optrådt i, ligesom han hurtigt er faldet ind i spillet med sine landsholdskammerater, blandt dem Pedri og Lamine Yamal.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barca var dog langt fra den eneste klub, der forsøgte at hente midtbanespilleren i sommer, hvilket hans agent Andy Bara nævnte, da han forleden deltog i podcasten Inkubator. 'Vi havde mange tilbud på Dani, tre eller fire fra rigtig store klubber. Jeg vil ikke komme ind på, hvem de er, da Dani hele tiden foretrak skiftet til Barca' sagde kroaten.

Agenten fortsatte efterfølgende med at understrege, at Olmo ville hjem til Catalonien. 'Vi vidste med det samme, at Barca ville være et perfekt sted for Dani at spille. Jeg pressede virkelig på for at få skiftet til at gå igennem, og det gjorde det så meget nemmere, at Dani gerne ville hjem' forklarede Bara.

Men selvom skiftet relativt hurtigt gik igennem, tog det alligevel et par kampe før der blev fundet plads til Olmo i Barcas lønbudget. Den pressede situation fik dog ikke indflydelse på forholdet mellem parterne afslørede kroaten. 'Medierne skabte en masse støj, men Laporta forsikrede mig om, at vi ikke skulle bekymre os. Han lovede at registreringsproblemerne ville blive løst inden for 15 dage, og det gjorde de også' sagde agenten.

Barca må dog for nu undvære Olmo, der pådrog sig en skade mod Girona i søndags. Midtbanespilleren forventes ude i mindst fire uger, hvilket gør arbejdsbetingelserne svære for Hansi Flick, der sammen med resten af holdet tager hul på Champions League denne torsdag.

// Dani Olmo
.:FORSIDE:.