fbpx

Flere Barca-profiler ønsker Haaland i truppen

Markus Johannessen - 19.09.24

// Erling Haaland

Barcas spillere er opmærksomme på de bevægelser, der sker fra den sportslige ledelse og har selv præferencer for, hvem der kunne blive en kommende kollega. Her går Erling Haalands navn igen på truppens ønskeliste. 

Erling Haalands nuværende kontrakt løber indtil 2027 og rygterne går på, at den norske målmaskine ikke ønsker at forlænge med Manchester City. Det har ført til en masse overfladiske spekulationer omkring, hvilken klub, der kunne blive hans næste destination. Heriblandt Barca. 

Ifølge avisen Sport, er der bred konsensus i spillertruppen omkring, at Haalands ankomst ville blive taget imod med åbne arme. Der er endda to af midtbaneprofilerne, der offentligt har nævnt Premier League-topscoren i et interview.

Artiklen fortsætter under annoncen


Marc Casadó deltog tirsdag morgen i et interview med mediet Jijantes. Her blev han bedt om at deltage i et hypotetisk fodboldscenarie, hvor spørgsmålet gik på, hvilken spiller han ville hente, hvis han var Deco og havde et uendeligt budget. 

'Her må jeg følge, hvad Pedri har sagt i et andet interview. Jeg ville hente Haaland til Barca' udtalte La Masia-talentet, Marc Casadó. 

Pedri har nemlig tidligere i år fået samme spørgsmål stillet i et interview med 'streameren' Ibai Llanos, hvor den 21-årige spanske landsholdsspiller også pegede pilen mod Manchester City-angriberen. 

'Jeg ville helst hente en ung Messi, men lige nu ville jeg hente Haaland. Han er en 'cyborg' og scorer mange mål. Det er rigtigt, at vi har Lewandowski, men han er ældre og kan ikke spille indtil han er 60 år' svarede Pedri uden tøven. 

Catalanernes økonomiske situation gør det dog i øjeblikket umuligt at gå efter en spiller af Hallands kaliber. Den situation kunne selvfølgelig være anderledes i 2027, hvis Haaland hverken har forlænget eller skrevet under med en anden klub, men indtil videre må det blot betragtes som ønsketænkning at se den 24-årige angriber i en Barca-trøje.

haaland1F

.:FORSIDE:.