fbpx
Annonce

Mads Junker kalder salget af Memphis for dumt

FCBARCELONA.DK - 24.01.23

// Memphis Depay

For få dage siden solgte Barca Memphis Depay til Atlético Madrid og det er en handel som TV2's fodboldekspert Mads Junker har svært ved at forstå. I Barceona ser man helt anderledes  på det, for her betragtes det som en god aftale.

Mads Junker er ude med riven i forhold til Barcas salg af Memphis for 3 mio. euro. 'Flere ting i handlen mellem de to storklubber virker dog himmelråbende dumt – hvis vi anskuer handlen fra den sælgende klubs side' skriver han blandt andet på tv2.dk.

Junker sammenligner med tidligere handler mellem de to klubber, som f.eks. Luis Suárez og Griezmann. 'En pris på sølle tre millioner euro samt en ildevarslende dårlig præstation fra de offensive spillere i kampen mod Getafe denne weekend får mig alligevel til at stille spørgsmålet: Har Atlético Madrid igen-igen snydt FC Barcelona på det kræmmermarked, vi i daglig tale kender som transfermarkedet?' skriver han videre.

Artiklen fortsætter under annoncen


Nu er der næppe mange i Catalonien der læser Junkers analyse, men dernede ser man helt anderledes på salget af Memhis. Her betragter man det som en god handel og det skyldes faktorer, som Junker ikke har med i sin analyse.

En kendsgerning er det, at Memphis ikke spillede meget under Xavi og det fik hollænderen til selv at bede om at skifte. Intet tydede på mere spilletid resten af sæsonen, for Memphis stod i skyggen af Lewandowski, der som bekendt scorer mål på samlebånd, noget Memphis ikke har præsteret i sin tid i klubben.

Memphis ser sig selv som en spiller fra allerøverste hylde og med den selvforståelse er det forståeligt, at han ikke var tilfreds under Xavi. Hollænderen ønsker at spille en hovedrolle og være stamspiller, noget der ikke ville ske i resten af sæsonen i Barcelona. For Xavi ville det ikke være godt at have en utilfreds spiller i truppen, som blot venter på sit kontraktudløb.

Junker betegner de 3 mio. euro som en sølle pris, men med til historien hører, at Memphis' kontrakt udløb til sommer, hvor han kunne rejse gratis. Nu har klubben i stedet inkasseret 3 mio. euro, hvortil kan komme 1 mio. euro mere i variabler. Det skal også tages i betragtning, at Barca hentede Memphis ganske gratis i Lyon for halvandet år siden, så de har reelt tjent penge på angriberen.

Memphis' markedsværdi er naturligvis markant højere end de 3 mio. euro, men når kontrakten udløber om blot fem måneder, vil ingen klub her i januar betale meget mere end Atlético har gjort. Atlético kunne reelt have lavet en aftale med Memphis fra juli, hvor de ville få ham gratis.

Derfor er der tilfredshed med handlen i Barcelona. Memphis indgik tydeligvis ikke i Xavis planer, han ville selv væk og nu er kommet penge i den slunkne klubkasse.

Mads Junkers artikel på tv2.dk har overskriften 'Er de dumme i Barcelonas ledelse'. Læs hele hans svada her.



.:FORSIDE:.