fbpx
Annonce

Referat: Celta Vigo – FC Barcelona 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 04.06.23

© Getty Images
// Celta

FC Barcelona: Ter Stegen (Peña 63'), Sergi Roberto, Koundé, Christensen (Gavi 46’), García (Torre 63’), Alonso, De Jong, Kessié, Torres (Fati 72'), Raphinha (Dembélé 63'), Lewandowski

Bænk: Peña, Tenas, Torre, Gavi, Dembélé, Fati, Unai Hernández, Marc Guiu, Pau Prim og Dani Rodriguez

Mål: 1-0 Veiga (42’), 2-0 Veiga (66’), 2-1 Fati (79’)

Barca spillede sin sidste ligakamp denne sæson, da de gæstede nedrykningstruede Celta. Xavi ændrede en del på holdet på grund af fraværene af Araujo, Pedri, Balde, Alba og Busquets. I fraværet af Busquets var det Eric García der fik pladsen på den defensive midtbane.

Celta lagde ud med en afslutning allerede i det tredje minut, hvor Ter Stegen afværgede i to omgange. Barca havde svært ved at få gang i sit spil, men i det 11. minut kunne de juble, da Kessié fik sendt bolden i nettet, men VAR greb ind og annullerede målet for en meget snæver offside. Barca var klart mest på bolden, mens hjemmeholdet virkede farlige på deres omstillinger, når de fik muligheden for det. Det gav dem et par afslutninger, men uden at Ter Stegen for alvor kom i problemer.

Artiklen fortsætter under annoncen


Kampen var ret åben til trods for, at Barca dominerede opgøret, men problemerne med at skabe noget fremad banen fortsatte. Det skyldtes ikke mindst, at García havde svært ved at gøre sig gældende på midtbanen. I det 26. minut kom Celta i overtal på en omstilling og det lignede et føringsmål, men Ter Stegen greb sikkert ind. Lige efter var det Barca der fik en kæmpe mulighed, da Lewandowski lagde en god bold til Kessié, der sendte den forbi mål. Stor afbrænder.

I det 38. minut var det Celta der kunne være kommet foran efter et godt angreb, hvor Oscar Rodriguez blev spillet fri i feltet, man han afsluttede svagt forbi mål. To minutter efter var det Barcas tur, da Lewandowski sendte et langskud afsted, hvor bolden tog ydersiden af stolpen. Blot to minutter senere kom Celta foran, da Veiga modtog bolden i feltet og fik den drejet forbi Ter Stegen til 1-0. Her så hverken Christensen eller Alonso for gode ud. Dermed missede Barca-keeperen sit 27. cleen sheet denne sæson. Det blev afslutningen på en underholdende første halvleg, hvor Barca ikke havde imponeret.

Xavi valgte at sende Gavi på banen fra anden halvlegs start og noget uventet var det Andreas Christensen der blev taget ud. Det betød at Garciá rykkede tilbage i det centrale forsvar. Celta koncentrerede sig tydeligt om at holde den 1-0 føring, der ville redde dem fra nedrykning. Der var længere mellem deres omstillinger og det gav et klart overtag til Barca, som de dog ikke fik noget ud af. Der manglede præcision i pasningerne og der blev intet skabt foran mål. Det eneste forsøg inden uret rundede en time var et skud langt over mål af Kessié.

I det 62. minut skiftede Xavi tre mand ud, da Peña, Fati og Dembélé afløste Ter Stegen, Torres og Raphinha. Får minutter efter blev der scoret til 2-0, da Veiga sendte en bold ind foran mål hvor det mest lignede et indlæg, men bolden tog en blød bue over Iñaki Peña og gik i mål via stolpen. Kort efter kom Torre på banen i stedet for Eric García. Det betød at De Jong tog plads i det centrale forsvar. Barca forsøgte at komme tilbage i opgøret, men Celta blev båret frem af et fyldt og levede Estadio Balaidos og afviste hvad der kom, inden det blev farligt.

Det blev der lavet om på i det 79. minut, da Dembélé lagde en præcis aflevering ind i feltet, hvor Ansu Fati trak fri og satte hovedet på til en sikker 2-1 reducering. Nervøsiteten bredte sig på Balaidos og hjemmeholdet benyttede enhver lejlighed til at trække tiden. Barca pressede på i slutfasen, hvor Celta stod foran eget felt og det gjorde det svært for Barca at finde plads. Det kom ikke tæt på en udligning i dommerens tillægstid og dermed fik Barca en ærgerlig afslutning på sæsonen, mens Celta kunne juble over at have reddet sig i La Liga.

.:FORSIDE:.