fbpx

Avis: Barca klar til at byde Emerson velkommen

Rune Stentoft Arlbjørn - 29.04.21

© Getty Images
// Emerson

I januar 2019 fandt en spøjs handel sted, da Barca og Real Betis i fællesskab købte højre backen Emerson Royal i Atlético Mineiro fra Brasilien. Siden har Emerson spillet for verdiblancos, men nu kan han endelig være på vej til Barca.

Den oprindelige plan gik ud på, at Emerson først skulle spille i Real Betis i nogle sæsoner for at udvikle sig i La Liga og vende sig til spansk fodbold for senere at skifte til Barca, men i de seneste måneder har rygterne mest gået på, at catalanerne vil sælge Emerson til sommer for at tjene penge på ham.

Nu er Barca dog tilsyneladende ved at vende tilbage til den oprindelige plan med at få Emerson til klubben. Den catalanske avis Sport skriver, at Barca nu er mest interesset i at få Emerson til Camp Nou til sommer, som en forstærkning til førsteholdet.

Det vil da også give god mening hvis det sker, da Emerson har leveret på et højt niveau i Betis i snart to og et halvt år nu. Barca vil stå rigtigt stærkt på højre back, hvis de har både Emerson og Sergiño Dest til at dække den position. Dermed kan Sergi Roberto komme tilbage på midtbanen, som er hans naturlige position.

Hvis Barca skal hente Emerson tilbage, så skal de betale et kompensationsbeløb til Real Betis for at have udviklet spilleren i de seneste sæsoner. Det ventes dog ikke at blive noget problem for hverken catalanerne eller den andalusiske klub.

.:FORSIDE:.