Barca betaler stadig løn til den fyrede Quique Setién
Anders Lang Jensen - 08.09.24
Quique Setién blev fyret som Barca-træner for over fire år siden, men klubben er stadig i gang med at betale penge til den tidligere cheftræner, der var et stort flop i det catalanske. Den sidste betaling ventes at ske i den kommende uge.
Det blev en kort fornøjelse, da Quique Setién ankom til Barca i januar 2020. Efter en turbulent tid blev han fyret i august otte måneder senere. Det skete efter det katastrofale nederlag på 8-2 til tyske Bayern München i Champions League, hvor Hansi Flick i øvrigt stod på tyskernes sidelinje.
Artiklen fortsætter under annoncen
Da Quique Setién blev fyret var der økonomiske uenigheder mellem træneren og Barca-ledelsen. De endte dog med at blive enige om en samlet pakke på fire millioner euro, som klubben skulle betale til Quique Setién fordelt over seks rater. Det skriver avisen Sport.
I alt er det en samlet pakke, der svarer til 30 millioner danske kroner. Den sidste af de seks betalinger kommer ifølge avisen til at falde i den kommende uge, og på den måde kan begge parter endegyldigt komme videre, og Barca kan spare pengene herfra.
Beløbet på 30 millioner kroner er lavere, end det Quique Setién reelt skulle have modtaget i løn, hvis kontrakten ikke var blevet afbrudt med en fyring. Den skulle udløbe i 2022, men efter kun otte måneder valgte Barca-ledelsen altså at erstatte Setién med Ronald Koeman, hvilket heller ikke endte i nogen succes.