fbpx

Emery: 'Har ikke set Barca så gode i lang tid'

FCBARCELONA.DK - 25.04.21

© Getty Images
// Villarreal

Villarreal-træner Unai Emery lagde på sit pressemøde i går ikke skjul på, at han imødeser en meget svær kamp for hans spillere, når Barca i eftermiddag lægger vejen forbi Estadio de la Cerámica.

'Barcelona er altid et svært hold at møde. De er inde i en rigtig god periode, hvor de er aggressive i deres pres og dominerer rummene. Koeman har fundet en god balance på holdet og ligaen er deres eneste prioritet, så der venter os en svær kamp' kom det fra baskeren.

Villarreal skal på torsdag møde Arsenal i Europa League semifinalen, men Emery forsikrede om, at det ikke vil påvirke hans dispositioner til kampen i dag mod Barca.

'Vi må adskille de to turneringer og prioriterer hver eneste kamp. Sevfølgelig er vi spændte på semifinalen, men vi er ikke garanteret noget. Det er ligaen der bringer os mod de mål vi sætter os. Det er tre vigtige point for vores placering og en kamp der vil kræve mange kræfter' sagde han.

Da Barca og Villarreal mødtes på Camp Nou i starten af sæsonen, vandt Barca sikkert med 4-0. Det forventer Emery ikke gentager sig i dagens kamp.

'Der led vi et hårdt nederlag og derfor vil vi nu gerne vise vores bedste version. Jeg tror vi har kapaciteten til at vinde kampen. Vi skal stå godt sammen og være skarpe når vi er i feltet, men det bliver svært, for jeg har ikke set Barca så gode i lang tid' afsluttede han.

.:FORSIDE:.