fbpx

Er separartisterne klar til at ofre tre point i aften?

FCBARCELONA.DK - 18.12.19

© Getty Images

Når El Clásico spilles i aften følger hele verden med. Derfor er der frygt for, at de catalanske separatister kan finde på at invadere banen, for at gøre verden opmærksom på deres kamp for selvstændighed.

Mange tusinde af tilskuerne i aften på Camp Nou drømmer om catalansk selvstændighed. I hver eneste hjemmekamp, når uret under 17:14 i begge halvlege, lyder der selvstændighedsråb over Camp Nou. Catalonien var et selvstændigt land indtil år 1714.

I aften kan El Clásico ikke undgå at blive påvirket af den politiske situation i Catalonien. Der er planlagt massive demonstrationer udenfor Camp Nou i timerne op til kampen. Det har medført helt specielle sikkerhedsforanstaltninger og Barca har besluttet, at deres spillere indlogeres på et hotel tæt på Camp Nou, så de er sikre på at kunne nå frem.

Der er samtidig frygt for, at store grupper af tilskuerne inde på Camp Nou kan finde på at invadere banen i en koordineret fredelig aktion. Kampen i aften er en enestående mulighed for at gøre hele verden opmærksom på den undertrykkelse og forfølgelse, som catalanerne føler de er udsat for af den spanske stat.

Bliver kampen afbrudt af separatisterne, kan det betyde at Barca bliver dømt som taber af opgøret. Den risiko er der helt sikkert mange af tilskuerne der er klar til at tage, selvom de er inkarnerede Barca-fans. Tre mistede point virker for mange som en billig pris for den opmærksomhed en aktion til give.

Inde på Camp Nou er klubben naturligvis forberedt på situationen. Her er man specielt opmærksomme på at forhindre folk i at løbe på banen, men modsat er man heller ikke indstillet på at skabe voldelige sammenstød med egne fans. Skulle mange derfor løbe på banen i en koordineret aktion, vil det næppe blive stoppet.

Den politiske situation i Catalonien giver således El Clásico endnu en dimension, for selvom banen ikke skulle blive invaderet, vil der være masser af selvstændighedsflag og bannere, der vil gøre verden opmærksom på situationen.

Spil på El Clásico hos Youbet
Spil PRÆCIS 100 kr til min. odds 1,5 på Barcelona - Real Madrid fra en mobil enhed. Taber du returneres indsatsen som et freebet.

.:FORSIDE:.