fbpx

Fem udskiftninger kan blive en fordel for Braithwaite

FCBARCELONA.DK - 09.06.20

© Getty Images
// Martin Braithwaite

Når ligaen skydes i gang om blot to dage, bliver det tilladt med fem udskiftninger i kampene. Det er træner Quique Setién ikke begejstret for, men for Martin Braithwaite kan det vise sig at blive en stor fordel.

De seneste par dage har det været diskuteret, om Braithwaite kan forvente at blive en succes i Barca, noget som han selv tror på. Her meldte eksperterne i TV3-studiet sig forleden meget uenige og i forgårs var danskerens rådgiver Kim Boye så ude og bakke sin spiller op.

For at få succes skal Braithwaite have spilletid og spørgsmålet er om Quique Setién vil give ham det. Der er seks spillere der kæmper om de tre pladser i front. Ud over Braithwaite er det Messi, Suárez, Griezmann, Ansu Fati og Alex Collado.

Det er ikke realistisk, at Suárez allerede er klar til 90 minutter i de første kampe, efter at han har siddet ude i fem måneder efter en knæoperation. Den aldrende angiber skal passe rigtig meget på sig selv og ikke overbelastes, hvilket åbner døren for Braithwaite og de to andre.

I det hele taget skal der passes godt på alle spillere i ligaen efter den lange coronapause og derfor er det besluttet, at der kan foretages op til fem udskiftninger. Det kan næsten kun være godt for Braithwaite, for Setién vil helt sikkert benytte muligheden for de mange udskiftninger, for at spare sine spillere.

Messi, Griezmann og Suárez ligner umiddelbart den stærkeste formation i front, men især Griezmann og Suárez må forventes at få pauser. Her vil Braithwaite med sin erfaring og optimale fysiske form, være oplagt at sende i aktion.

Heller ikke Messi kan se sig fri for at blive udskiftet i de kommende kampe. Hans lårproblemer i sidste uge er et signal om, at han skal passe på med at blive belastet for meget.

Selvom Setién forleden slog fast, at han ikke ser de fem udskiftninger som nogen fordel for Barca, vil han med stor sikkerhed benytte sig af muligheden. Da han samtidig skal docere sine angribere bedst muligt, ligner det en del spilletid til Braithwaite.

Det er så op til danskeren at udnytte den spilletid han måtte blive tildelt, til at overbevise sin træner om, at han er værd at satse på, også til næste sæson. Kun elleve kampe kan Braithwaite maksimalt få, for han er ikke spilleberettiget i Champions League, der forventes spillet færdig i august.

.:FORSIDE:.