Hansi Flick er kommet godt fra start
FCBARCELONA.DK - 25.08.24
Barca hentede i går sin anden sejr ud af to mulige i La Liga, da holdet fortjent besejrede Athletic Club Bilbao med 2-1. Ud over de to sejre har holdet spillet solidt og dermed har Hansi Flick fået en god start i sit nye job.
Hansi Flick har svære vilkår at arbejde under, for klubbens stramme økonomi og de mange skader i truppen gør det svært for tyskeren. Samtidig har han skulle vænne sig til de nye forhold i klubben og et nyt sprog, så der har været nok at se til for Barcas nye træner.
Artiklen fortsætter under annoncen
Alligevel har han allerede evnet at sætte sit præg på spillet, der er mere direkte end under Xavi, og med endnu større fokus på et højt pres. Det har spillerne hurtigt taget til sig og det har kastet to sejre af sig over Valencia og Bilbao.
Barca har spillet solidt både mod Valencia og Bilbao, og holdet har ikke virket træt i kampens slutning. Her kan man se at Flicks store fokus på hård fysisk træning har båret frugt.
Nu venter der på papiret et par noget lettere modstandere, når Barca på tirsdag møder Rayo Vallecano på udebane og på lørdag, når Valladolid gæster Barcelona. Her burde der være mulighed for to sejre mere, inden der kommer en landskampspause.
// Athletic Bilbao // Hansi Flick