fbpx

Iniesta: 'Det går ikke godt i Barca i øjeblikket'

FCBARCELONA.DK - 27.12.20

// Andrés Iniesta


Andrés Iniesta følger Barca tæt fra Japan, hvor han lige nu sidder ude med en langvarig lårskade. I interview udtaler han sig om den aktuelle situation i klubben og også om Xavis muligheder for at blive træner i Barca.

Iniesta pådrog sig en skade i højre lår i sidste uge og det krævede en operation. Det betyder en pause på 3-4 måneder for Barca-legenden.

TV-kanalen Al Kass har mødt Iniesta til en snak om blandt andet Barcelona og de problemer klubben oplever denne sæson. 'Barca er altid forpligtet til at vinde titler. Jeg håber man genfinder stabiliteten med det kommende præsidentvalg, for det går ikke godt i Barca i øjeblikket' sagde han.

'Medlemmerne vælger den som de mener er den bedste præsident. Uanset hvem det måtte blive, ønsker jeg for ham, at normaliteten vender tilbage til Barcelona, for det er det som alle Barca-fans ønsker' fortsatte Iniesta.

Han blev også bedt om at kommentere spekulationerne om, at Xavi bliver træner fra næste sæson. 'Det hele afhænger af Xavi og en dag finder Xavi og Barcelona sammen. Jeg ved ikke hvornår, men jeg tror at det sker. Xavi har potentialet til at gøre det' kom det fra ham.

Til sidst blev Iniesta spurgt, om han selv en dag vender hjem til Barca. 'Lige nu ønsker jeg at fortsætte med at nyde at spille fodbold. Jeg har det godt og er glad i Japan' afsluttede han.

.:FORSIDE:.