fbpx

Ligaen er komplet uforudsigelig

FCBARCELONA.DK - 09.03.20

© Getty Images

Med wekekendens resultater kom Barca tilbage på førstepladsen i ligaen, hvor der blot mangler 11 runder. Både Real Madrid og Barca viser store svaghedstegn og det gør kampen om mesterskabet komplet uforudsigelig.

Denne sæsons La Liga er på mange måder atypisk, for der er reelt ingen af de 20 hold der udviser bare en smule stabilitet. Barca oplever store problemer med spil og resultater og akkurat det samme kan siges om Real Madrid.

Det så man eksempler på i weekenden, hvor Barca med stort besvær hev en 1-0 sejr i hus mod Real Sociedad, mens Real Madrid tabte med 2-1 til Betis. Trods problemerne for de to storhold, er der reelt ingen af de øvrige hold i ligaen der kan true dem.

Andre af de traditionelt stærke hold, som Atlético Madrid, Sevilla og Valencia, oplever selv problemer og halter langt efter. Sevilla på 3. pladsen har hele 11 point op til Barca og det henter andalusierne næppe på 11 runder.

Dermed ligner kampen om mesterskabet et opgør mellem to kriseramte mandskaber hvor det er umuligt at sige, hvornår de igen smider point. Det kan reelt ske mod alle hold og i alle kampe frem mod 38. og sidste runde. Derfor tegner det til en uhyre spændende og tæt kamp om mesterskabet, hvor førstepladsen sagtens kan ændre sig uge for uge.

I næste weekend skal både Barca og Madrid op imod bundhold. Real Madrid tager imod Eibar, mens Barca gæster Mallorca. Spørgsmålet er så, om der venter overraskelser i disse opgør. Alt kan tilsyneladende ske i øjeblikket.

.:FORSIDE:.