Romero: Flick har bedt Deco hente Jonathan Tah
FCBARCELONA.DK - 27.08.24
Der resterer få dage af sommerens transfervindue og måske der kommer en overraskelse lige på målstregen. Der er forlydender om, at Hansi Flick gerne vil forstærke sit centrale forsvar med Leverkusens Jonathan Tah.
Barca kæmper ihærdigt for at få truppen på plads inden transfervinduet lukker og står det til Hansi Flick, er klubben ikke færdig med at forstærke sig. Indtil nu Olmo den eneste der er kommet til, mens der tales om Joao Cancelo og en angriber til venstre side, hvor Juves Federico Chiesa er det varmeste emne lige nu.
Artiklen fortsætter under annoncen
Økonomien bremser dog nye forstærkninger lige nu og derfor kommer det som en stor overraskelse, at Hansi Flick har bedt Deco gå efter den centrale forsvarsspiller Jonathan Tah fra Bayer Leverkusen. Det er Gererd Romero fra mediet Jijantes der kommer med nyheden.
Baggrunden skulle dels være skaderne hos Ronald Araujo og Andreas Christensen, samt at Flick ikke har den helt store tillid til hverken Iñigo Martínez eller Eric García. Flick frygter desuden, at Christensens skrøbelige akillessener vil holde ham ude i flere perioder. Barca-træneren mener derfor der brug for en forstærkning til forsvaret og her skulle Tah være den foretrukne spiller.
Den 28-årige Jonathan er i gang med sin 10. sæson i Leverkusen, hvor han længe har været en bærende spiller. Flick har et indgående kendskab til tyskeren, der har kontraktudløb i 2025 og derfor bør kunne hentes til en fornuftig pris.
Avisen Sport nævner en mulig pris på 20 mio. euro, der er noget under hans markedsværdi på 30 mio. euro ifølge Transfermarkt. Det skyldes kontraktudløbet om mindre end et år.
Flick kender dog udmærket Barcas svære økonomiske situation og derfor skulle han være klar til, at vente til januar med at få Tah, hvis der ikke bliver råd denne sommer.
// Jonathan Tah