Sergi Robertos fremtid afhænger af den nye træner
Simon Arun Vrábel - 15.03.24
// Sergi Roberto
Fremtiden for Barca nuværende 32-årige kaptajn, Sergi Roberto, er endnu uvis, for selvom midtbanespilleren hellere end gerne vil forlænge, bliver klubben nødt til at konferere med klubbens kommende træner.
Selvom Sergi Roberto ikke har spillet mange minutter i denne sæson, så viste han sig endnu engang frem fra sin bedste side i tirsdagens kamp imod Napoli, hvilket taler for en forlængelse af den kontrakt, som udløber til sommer.
Artiklen fortsætter under annoncen
Sergi Roberto er om nogen essensen af Barca, for den alsidige midtbanespiller har som voksen aldrig repræsenteret andre farver end blaugrana, men skader og den hårde konkurrence har i de seneste sæsoner efterladt holdets kaptajn langt tilbage i kampen om spilletid.
Samtidig har Sergi Roberto rundet 32 år, og derfor har mange talt for, at man skal lade veteranens kontrakt løbe ud med udgangen af juni måned. Ifølge avisen Sport er både Joan Laporta og Deco dog klar til at forlænge hans kontrakt med yderligere et år.
Interessen skyldes ikke midtbanespillerens indsats imod Napoli, hvor han lavede oplægget til Lewandowskis mål til 3-1, som endegyldigt lukkede kampen, men præstationen bekræftede blot ledelsens ønske. Den eneste årsag til, at man ikke har tilbudt catalaneren en ny kontrakt er, at man skal tale med klubbens nye træner, om hans syn på sagen, så der bliver nok først til sommer, at der kommer en afklaring.
Sergi Roberto har igennem årene nået 364 kampe for førsteholdet med 19 mål og 42 oplæg til følge.