fbpx

Setién: 'Vi skal vinde alle kampe for at blive mestre'

FCBARCELONA.DK - 09.06.20

© FC Barcelona
// Setien

Barca TV har mødt Quique Setién til en snak om den forestående ligagenstart. Her lægger Barca-træneren ikke skjul på, at han gerne ville have haft lidt længere tid at træne i, inden at den første kamp spilles.

Om mindre end en uge møder Barca Mallorca på udebane i ligaen, et opgør der skulle være spillet for tre måneder siden, men som coronavirussen satte en brat stopper for.

'Vi ville gerne have haft en uge mere for at være i form, men holdet ser fint ud, med det arbejde der er udført' indleder han.

Han mener samtidig, at coronapausen også har haft sine fordele. 'Det har været godt for os, for en fodboldspiller bliver træt. Det har været anderledes end hvad de har oplevet andre år. Spillerne virker meget motiveret, men det tror jeg er tilfældet hos alle hold' fortsætter han.

Setién ser frem mod en hektisk slutspurt om mesterskabet. 'Vi forestiller os, at vi skal vinde alle de kampe der mangler, hvis vi vil vinde mesterskabet. Rent mentalt er vi på toppen og vi får at se, hvordan kampene udvikler sig og hvilke forhindringer vores modstandere byder på' siger han videre.

Suárez er klarmeldt og det glæder Setién sig over. 'Luis Suárez har fået ekstra tid til at komme sig i, så han kan spille igen. Han har næsten nået et maksimalt formniveau og vi må se hvordan han har det, når turneringen går i gang. Efter to eller tre kampe er han helt sikkert på toppen' er vurderingen.

Kampene spilles uden tilskuere og det er Barca-træneren ikke begejstret for. 'Vi kommer til at savne støtten fra publikum, for de har stor indflydelse. Det er en speciel situation, som vi skal forsøge at komme gennem, men det samme sker for vores rivaler, når vi spiller på udebane' afslutter han.

.:FORSIDE:.