fbpx

Martin Braithwaite må imødese en sekundær rolle

FCBARCELONA.DK - 21.05.20

// Martin Braithwaite


Trods Martin Braithwaites egne optimistiske udtalelser om sine muligheder hos Barca, tegner alt til, at danskeren må indfinde sig med en sekundær rolle, når ligaen startes op igen. Det skyldes at Luis Suárez igen kan spille.

Da Barca valgte at hente Martin Braithwaite udenfor transfervinduet i februar måned, var det fordi både Dembélé og Suárez ville sidde ude i flere måneder med skader. Nu er Suárez meget tæt på at blive klarmeldt og alt tyder på, at han er klar til at spille, når de sidste elleve runder af ligaen skal færdigspilles.

Dermed er det oplagt, at træner Quique Setién foretrækker et angreb bestående af Messi, Griezmann og Suárez. Det vil skubbe Braithwaite ud på bænken til en rolle som indskifter, når et af de tre førstevalg skal hvile sig.

Det havde nok set helt anderledes ud, hvis ikke coronakrisen havde stoppet ligaen, for så havde Bratithwaite kun skulle slås med Ansu Fati og Alex Collado om spilletiden ved siden af Messi og Griezmann. Med sin erfaring og mentale styrke, ville det med stor sandsynlighed have givet danskeren en vigtigere rolle, end den han nu kan se frem til.

Braithwaite skal nok få spilletid og sikkert også starte inde i et par kampe i sæsonens slutfase, men ellers ligner det nok mest tid på bænken for ham. Derfor handler det om, at udnytte de muligheder der kommer og vise sin træner, at han er værd at satse mere på.

Braithwaite må ikke spille med i Champions League og han blev derfor købt til at hjælpe i ligaen, så de øvrige angribere kunne spares til Champions League. Det scenarie er ikke længere aktuelt, for hvis det går så planlagt, spilles ligaen i juni og juli, men Champions League skubbes til august. For Braithwaite slutter sæsonen derfor når ligaen er færdigspillet.

.:FORSIDE:.