fbpx

Koeman har otte spillere til de tre pladser i front

FCBARCELONA.DK - 07.09.20

// Ronald Koeman


Der tales om at Barca er på udkig efter en afløser for Luis Suárez, der med stor sandsynlighed forlader klubben, men Ronald Koeman har i forvejen otte spillere i truppen, der slås om de tre pladser i front.

Det er kompliceret kabale der skal op for Barcas nye træner, der skal have sammensat en trup som han mener kan kæmpe med om sæsonens titler. I angrebet forventes Luis Suárez at rejse og spørgsmålet er, om der skal bruges penge på en afløser.

De to varmeste emner lige nu er Inters Lautaro Martínez og Lyons Memphis Depay, men ser man på den aktuelle trup, er angrebet måske allerede dækket fornuftigt ind.

Realiteterne er i hvert fald, at Koeman råder over otte angribere, nemlig Messi, Griezmann, Dembélé, Coutinho, Braithwaite, Fati, Trincao og Pedri.

Kendetegnende for disse spillere er dog, at de hovedsagligt huserer på kanterne, så derfor er der store muligheder for, at Koeman ønsker en decideret 9'er i truppen som erstatning for Suárez. Griezmann er nok den eneste der naturligt kan ligge helt i front.

Med købet af en 9'er kommer antallet af angribere i truppen op på ni og det er nok flere end Koeman ønsker, så han kommer muligvis til at pege på to eller tre, som ikke får en plads på holdet i denne sæson, men som i stedet lejes ud eller sælges.

Her må Martin Braithwaite nok indstille sig på, at han kommer til at så øverst på den liste over spillere der skal væk. Danskeren blev købt som en nødløsning og greb ikke for alvor chancen i de måneder han nåede at spille.

Både Griezmann og Coutinho har været rygtet væk denne sommer, men alt tyder på, at Koeman foretrækker at beholde de to erfarne spillere i truppen til den kommende sæson.

Fati og Pedri er med sine 17 år meget unge og dermed uerfarne. Fati er dog stensikker på en plads i truppen, så måske Pedri bliver lejet ud, for at kunne udvikle sig yderligere, i stedet for at sidde meget på bænken hos Barca.

Også den 20-årige Trincao kan komme i betragtning til en lejeaftale, for selvom portugiseren har et kæmpe potentiale, kan det være godt for ham at komme til en klub i ligaen, hvor han får masser af spilletid og vænner sig til ligaen. Ingen tvivler på, at han har en fremtid i blau-grana.

Transfervinduet er åbent i fire uger mere, så der er umiddelbart god tid til at få brikkerne til at falde på plads i front, hvor der altså reelt kun er brug for erstatte Luis Suárez, hvis han i sidste ende forlader klubben.

.:FORSIDE:.