fbpx

Avis: Atlético kræver 60 mio. euro for João Félix

Peter Vyff - 25.03.24

 

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at Barca ønsker at beholde João Félix, der i denne sæson er på leje. Portugiseren har samme drøm, men det bliver ikke nemt, da Atlético Madrid forlanger hele 60 mio. euro for kantspilleren.

Joan Laporta bekræftede for nyligt, at klubbens intentioner er at beholde João Félix på en permanent kontrakt. Præsidenten har også altid været fan af portugiseren, der flere gange i denne sæson har givet prøver på det glimrende potentiale, som han indeholder.

Ledelsen får dog svært ved at finde penge til et permanent skifte, og derfor har der været spekuleret en del i, hvorvidt det kunne være muligt at forlænge lejekontrakten. En ny aftale vil i så fald indeholde en obligatorisk købsklausul, men ikke på mere end 30 mio. euro.

Artiklen fortsætter under annoncen


Det er dog ifølge avisen Mundo Deportivo langt fra en aftale, som Atlético Madrid kan stille sig tilfreds med. Madrilenerne forlanger mindst 60 mio. euro for Félix, selvom hans markedsværdi er faldet stødt over årene, siden han i 2019 blev købt hos Benfica for små 130 mio. euro.

Atlético er dog sikre på, at de sagtens kan få 60 mio. euro for portugiseren, som dog offentligt har fortalt, at han ønsker at fortsætte hos Barca. Den 24-årige Félix har samtidig heller intet ønske om at skifte til Saudi-Arabien, hvor de skulle stå klar til overholde madrilenernes priskrav, og derfor lader det ikke til, at en løsning er lige til at finde.

Det er dog sikkert, at kantspilleren ikke vender tilbage til Atlético, da hans forhold til Diego Simeone er dårligt, og argentineren har i den forbindelse også bedt om en snarlig løsning. Det kræver dog, at klubberne bliver enige, og som situationen ser ud nu, tyder intet på at det sker lige foreløbig.

// Joao Felix
.:FORSIDE:.