fbpx

Godt nytår fra fcbarcelona.dk

FCBARCELONA.DK - 31.12.19

© Getty Images

2019 løber på de sidste timer og dermed er det her på fcbarcelona.dk igen blevet til at sætte et punktum for et begivenhedsrigt år og byde et nyt årti velkommen.

Året der er gået har været noget af en rutsjebanetur for alle Barca-tilhængerne, som både har oplevet store øjeblikke, men som så sandelig også har måtte kæmpe sig igennem vanskelige perioder sammen med spillerne på Camp Nou.

Blandt de største øjeblikke i 2019 må man ikke glemme, at Barca i overlegen stil vandt det spanske mesterskab med 11 point ned til Atlético Madrid og historiske 19 point ned til Real Madrid. Derudover kan nævnes den flotte sejr på 0-3 på Bernabeu mod Real Madrid i Copa del Rey semifinalen, samt Lionel Messis fantastiske frisparksmål mod Liverpool i Champions League. Sidst men ikke mindst vandt verdens bedste fodboldspiller nogensinde, Lionel Messi, sin sjette Ballon d'Or.

En af de absolut største skuffelser i 2019 var uden tvivl det katastrofale exit i Champions League mod Liverpool. Her startede Barca ellers godt på hjemmebane med en 3-0 sejr, inden man på Anfield kollapsede og blev sendt ud af turneringen med et 4-0 nederlag. Derudover skuffede catalanerne med et nederlag til Valencia i pokalfinalen, mens også Philippe Coutinhos fejlslåede ophold i klubben var blandt de store skuffelser.

Nu ser vi sammen frem mod 2020, som uden tvivl bliver endnu et særdeles spændende år. Der tegner sig et tæt og lige spansk mesterskab, hvor Barca og for en gangs skyld også Real Madrid kæmper med helt i toppen. Derudover bliver det spændende at se, om Barca har lært lektien i Champions League og kan gå hele vejen. Sidst men ikke mindst bliver det spændende at se, om catalanerne skal have ny træner til sommer.

Her på fcbarcelona.dk ønsker vi alle vores brugere og deres familier et rigtigt godt nytår og håber, at 2020 bliver et fantastisk år for os alle og for vores klub.

Godt nytår - Visca el Barça!

.:FORSIDE:.