fbpx

Avis: Deco kan først afløse Alemany til september

Peter Vyff - 11.05.23

// Deco

Barca står snart uden sportsdirektør efter at Mateu Alemany forleden afleverede sin opsigelse. Catalanerne skulle derfor have taget kontakt til Deco, som en potentiel erstatning, men han menes først at kunne starte til september.

Præsident Joan Laporta bekræftede forleden at Mateu Alemany har truffet sin beslutning om at stoppe i Barca. Sportsdirektøren ventes i stedet at tage turen til Premier League, hvor han skal stå i spidsen for Aston Villa, der fortsat er med i kampen om europæisk deltagelse i næste sæson.

Artiklen fortsætter under annoncen


Alemany ønsker dog forinden sit skifte at afslutte de spillerhandler, som han har arbejdet på det sidste halve års tid på Camp Nou. Det er dog ikke noget som den 60-årige Alemany er forpligtet til, da hans kontrakt udløber i slutningen af juni, hvor der stadig vil være to måneder til at transfervinduet lukker.

Ledelsen har derfor travlt med at finde en erstatning for Alemany, og her skulle Deco være det mest sandsynlige bud på en ny sportsdirektør. Portugiseren har hele tiden fastholdt et stærkt forhold til Camp Nou, hvor han tidligere har optrådt som spiller, og endda med stor succes.

Den 45-årige Deco ønsker dog ifølge avisen Mundo Deportivo først at tiltræde som sportsdirektør til september, hvilket skyldes flere årsager. Den tidligere Barca-spiller er på nuværende tidspunkt bosat i Sao Paolo i Brasilien, og det kræver derfor en smule tid for hans familie at flytte til Catalonien.

Portugiseren ønsker heller ikke at blande sig i de handler, som Alemany og Jordi Cruyff har arbejdet på i hele sæsonen. Derudover er Deco også agent for Raphinha, som muligvis forlader Barca i det kommende transfervindue, og han ønsker ikke at beskyldes for en eventuel interessekonflikt, da han står til at modtage en betydelig kommision i forbindelse med et skifte.

Barca kan derfor blive nødsaget til at starte næste sæson op uden en sportsdirektør, i så fald at det er Deco, der skal overtage posten.

Der har været forlydender om, at Alemany er klar til at gøre sit arbejde færdigt frem til transfervinduet lukker med udgangen af august, hvilket vil være en stor hjælp for Barca, indtil Deco kan tiltræde.



.:FORSIDE:.