fbpx

Referat: AS Monaco – FC Barcelona 2 - 1

FCBARCELONA.DK - 19.09.24

© Imago
// Monaco

FC Barcelona: Ter Stegen, Koundé, Cubarsí (Dominguez 80’), Martínez, Balde (Fati 88’), Casadó, Eric García (udvist 10’), Pedri (Torre 83’), Raphinha, Yamal (Torres 80’), Lewandowski (Martín 80’)

Bænk: Iñaki Peña, Astralaga, Cuenca, Sergi Domínguez, Fort, Gerard Martín, Guillermo, Toni Fernandez, Pablo Torre, Ferran Torres og Pau Víctor

Mål: 1-0 Akliouche (16’), 1-1 Yamal (28’), 2-1 Ilenikhena (71’)

Barca tog hul på sæsonens Champions League med udekampen mod AS Monaco. Her overraskede Hansi Flick med at indlede opgøret med Eric García som erstatning for den lårskadede Dani Olmo.

Artiklen fortsætter under annoncen


Barcas høje og effektive genpres betød, at bolden var klart mest på catalanske fødder i kampens første minutter, men det var Monaco der afsluttede først efter et boldtab af Yamal i det 7. minut, hvor Ter Stegen dog nemt kunne afværge. Et par minutter efter sendteTer Stregen en hovedløs pasning ud mod Eric García, men han blev overhalet af en Monaco-spiller, hvorefter García begik frispark som bagerste mand. Dommeren hev det røde kort op af lommen og så var Barca reduceret til 10 mand. Skidt aktion af Barca-keeperen.

Trods undertallet skabte Barca en kæmpe mulighed kort efter, hvor Raphinha blev sendt alene mod mål til en helt åben chance, men han tøvede alt for meget og så blev bolden pillet fra ham. Her burde der være blevet scoret. Det blev der til gengæld i det 16. minut, da hjemmeholdets Akliouche driblede gennem et passivt catalansk forsvar og sendte bolden i nettet til 1-0. Dermed havde kampen fået den værst tiltænkelige start for Barca, der virkede rystede efter i de efterfølgende minutter, hvor de kom under pres. Monaco var nu mest på bolden og Barca lykkedes ikke at holde på den særligt længe af gangen. Flick hold fast i tre angribere og det betød, at Casadó og Pedri havde nok at gøre på midtbanen, hvor de tit kom i undertal.

I det 28. minut spillede Casadó bolden frem til Yamal på kanten af offside. Han tog par gode træk og sendte bolden i nettet tæt op af den ene stolpe. Målet blev godkendt af VAR og dermed var der udlignet. I det 32. minut var Barca farlige igen, da Lewandowski fik skubbet bolden videre til Balde, men han ramte den skidt, så den trillede forbi mål. Monaco fortsatte med at presse og i det 35. minut fik de sendt bolden i nettet, men målet blev korrekt annulleret for en klar offside. Barcas problemer med at holde på bolden fortsatte og Monaco dominerede klart mod en catalansk defensiv, der virkede nervøs. Hjemmeholdet skabte et par farlige situationer i halvlegens sidste minutter, men der kom ikke flere mål inden pausefløjtet. Dermed slap Barca nådigt fra en svær første halvleg.

Monaco satte sig på spillet fra anden halvlegs start, hvor Barca mest stod på egen banehalvdel, og det blev til et par franske hjørnespark. I det 52. minut lykkedes det for Yamal at sende Raphinha mod mål, men keeperen kom langt ud og fik pillet bolden fra brasilianeren. Fem minutter senere var det hjemmeholdet der viste tænder med et godt langskud, hvor Ter Stegen kom ud i fuld længde og afværgede til hjørne. Problemerne med at holde på bolden fortsatte for Barca og i det 65. minut var det tæt på en scoring til Monaco, da et skud ramte Martínez og strøg tæt over mål.

Netop som det ud som om at brodden var ved at gå lidt af Monaco, lykkedes det for dem at bringe Ilenikhena til en ren friløber i det 71. minut, hvor han havde masser af tid. Han sendte et hårdt skud afsted, hvor Ter Stegen havde handskerne på, men bolden gik i nettet til en fransk 2-1 føring. Nu så det svært ud for Barca. Et kvarter før tid sendte Ter Stegen et godt udspark frem til Raphinha, hvor Barca kom tre mod en, men Raphinha fumlede grelt med bolden, så den blev pillet fra ham. Med 10 minutter tilbage foretog Flick en tredobbelt udskiftning, hvor Torres, Sergi Domínguez og Gerard Martín afløste Yamal, Cubarsí og Lewandowski.

Lige efter var det tæt på 3-1, da Monaco sendte et skud tæt forbi mål og blot minuttet senere leverede Ter Stegen en vigtig redning, hvor kampen kunne være blevet lukket. I det 83. minut blev Pedri afløst af Pablo Torre. To minutter senere var der dramatik, da dommeren dømte straffe til Monaco, men VAR greb ind og omgjorde kendelsen. Lige efter fik Ansu Fati comeback, da han afløste Balde. Barca var tvunget til at satse og de lykkedes med at komme frem på banen i kampens sidste minutter. I overtiden fik de et frispark udenfor feltet, men Raphinha sendte bolden langt over mål. Monaco afviste uden problemer hvad der kom i slutfasen og det blev ved en 2-1 sejr til hjemmeholdet. Dermed fik Barca en skuffende start på Champions League.

.:FORSIDE:.