fbpx

En sejr vil være et stort skridt mod mesterskabet

FCBARCELONA.DK - 01.03.20

© Getty Images
// El Clásico // Real Madrid

Når Barca i aften gæster Santiago Bernabeu i El Clásico, har de mulighed for at tage et stort skridt mod mesterskabet. En sejr vil nemlig bringe dem fem point foran ærkerivalerne og samtidig gøre dem bedst i indbyrdes kampe.

Da Quique Setién holdt pressemøde i går slog han fast, at kampen i aften er vigtigere for Real Madrid end den er for Barca. Forklaringen skal findes i den aktuelle stilling i ligaen.

Her fører Barca lige nu med to point, et forspring der øges til fem, hvis det bliver til en catalansk sejr. Samtidig vil en sejr til Barca betyde, at de er bedst indbyrdes med Madrid, da sæsonens første opgør på Camp Nou endte 1-1.

I tilfælde af pointlighed efter samtlige 38 runder, er det ikke målscoren, men derimod indbyrdes kampe, der afgør hvor mesterskabet lander. Derved skal Madrid hente seks point mere end Barca i den sidste del af ligaen, hvis Barca vinder i aften.

Efter aftenens Clásisco resterer der blot 12 spillerunder og at skulle hente seks point på tolv kampe, vil ikke blive nemt. Derfor vil det være et stort skridt mod mesterskabet, hvis det lykkes Barca at vinde i aften.

Skulle Barca tabe, vil de komme ét point efter Madrid og samtidig være dårligst indbyrdes. De vil derved skulle hente to point på Madrid i de sidste 12 kampe, hvilket naturligvis er langt mere overkommeligt end seks point.

Derfor er der ingen tvivl om, at Setién har ret i sin vurdering af kampens betydning i aften. Real Madrid har i den grad ryggen mod muren og kan reelt ikke tåle at tabe. Modsat vil ligaen stadig være en jævnbyrdig affære med et uafgjort resultat eller en hjemmesejr.

.:FORSIDE:.