fbpx

Medier: Barca vil forhandle ny kontrakt med Messi

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 06.06.20

© FC Barcelona
// Lionel Messi

Ifølge radiostationen COPE og avisen Sport påbegyndes forhandlingerne om Messis kontraktforlængelse i næste uge. Præsident Bartomeu vil indenfor de kommende dage tage kontakt til Messis folk, så man kan påbegynde forhandlingerne.

Messi runder de 33 år om under en måned, men ikke desto mindre er han fortsat Barcas indiskutabelt vigtigste spiller, og personligt er han opsat på at lede holdet til endnu flere titler. Med kun et år tilbage af sin nuværende kontrakt, samt valget om ikke at forlade klubben kvit og frit denne sommer, ønsker ledelsen derfor nu at sætte forhandlingerne om en forlængelse i værk.

Reelt set kan Messi lytte til tilbud fra hvilken som helst klub fra og med januar, da han til den tid kun har seks måneder tilbage af sin kontrakt. Ifølge COPE, og efterfølgende bekræftet af Sport, har Josep Maria Bartomeu derfor i sinde at opstarte forhandlingerne om en forlængelse allerede i starten af næste uge.

Lige nu håber man på, at Messi når at blive klar til weekendens udebaneopgør mod Mallorca efter en tre måneder lang corona-pause. Kaptajnen pådrog sig forleden en mindre forstrækning i højre lår, og det bliver derfor et kapløb med tiden, hvis han skal nå at blive fit for fight til holdets debutkamp i forbindelse med ligaens genopstart.

.:FORSIDE:.