fbpx

Setién: 'Kampen er vigtigere for Madrid end for os'

FCBARCELONA.DK - 29.02.20

© FC Barcelona
// El Clásico // Real Madrid // Setien

Quique Setién har mødt pressen op til kampen i morgen mod Real Madrid. Her forudså han en jævnbyrdig kamp, men erkendte samtidig, at presset på Madrid er større end på Barca på grund af stillingen i ligaen.

'Madrid er altid farlige, ikke bare på hjemmebane, men alle steder. Måske omstændighederne gør dem endnu farligere. For Madrid er det en meget vigtig kamp, vigtigere end den er for os, for hvis vi vinder, vil vi være fem point foran. Det bliver helt sikkert en lige kamp' indledte han.

'Det kan blive en vigtig dag. En sejr vil give os et pænt forspring, men det vil ikke være afgørende. Man har før set mærkelige ting i fodbold. Jeg tillægger ikke den aktuelle form betydning i disse kampe, for i en Clásico giver man alt, uanset ens situation. Vi forventer en jævnbyrdig kamp og vi må se, hvem der gør det bedst' fortsatte han.

'Man kan aldrig være rolig, når man tager til Bernabeu. Jeg glæder mig rigtig meget til min første Clásico og håber at kunne fortsætte den flotte statistik i denne klub. Én ting er dog ens håb og en anden er virkeligheden, der altid er mere kompliceret. Jeg er altid forsigtig' kom det fra Barca-træneren.

'Jeg er ikke et øjeblik i tvivl om, at Madrid er et godt hold, der vil vise mod og presse os. Vi skal være meget skarpe for at komme ud af deres pres. Deres mål mod City kom efter sådan et pres og jeg er sikker på, at det også kan ske for os. De er måske ikke i deres bedste periode, men det skal vi ikke tænke på' sagde han videre.

Setién blev spurgt, hvodanr Jordi Alba har det. 'Han har det ganske fint og han har en god fornemmelse. Det eneste vi skal finde ud af er, om han starter inde eller ej. Vi må se hvordan han har det i morgen, hvor der er gået en dag mere' var svaret.

Der blev også spurgt til Piqué, efter hans ankelproblemer mod Napoli. 'Han er kommet sig fuldstændig over det problem han havde. Han er klar til at spille' sagde han.

En journalist ville vide, om Martin Braithwaite starter inde. 'Vi har en plan for i morgen, som jeg selvfølgelig ikke vil afsløre her. Vi går efter at vinde og gøre det bedre end modstanderen. Vi har tænkt på forskellige muligheder og vi må se hvad vi beslutter' svarede Setien.

'Jeg vil blive utrolig glad hvis vi vinder, både på tilhængernes og mine egne vegne. Vi går efter at vinde det hele og jeg håber vi kan give vores tilhængere en sejr. Det vil betyde meget og vil bringe os tættere på et mesterskab' afsluttede Barca-træneren.

.:FORSIDE:.