fbpx

Zidane: 'Vi er klar over, hvem vi møder'

FCBARCELONA.DK - 01.03.20

© Getty Images
// El Clásico // Real Madrid // Zidane

Efter tre hjemmekampe i træk uden sejr, er presset massivt på Real Madrid i aftenens topbrag mod Barca på Santiago Bernabeu. Det var da også en Madrid-træner i modvind, der mødte pressen i går.

Nederlag til Manchester City i Champions League, uafgjort mod Celta i ligaen samt et nederlag til Real Sociedad i Copa del Rey, er Real Madrids seneste resultater på eget græs. Dertil kommer, at et nederlag mod Barca i aften, vil sende mesterskabsdrømmen langt væk.

Derfor erkendte Madrid-træner Zinedine Zidane da også i går, at holdet får brug for hjælp i aften. 'Vi er i en svær situation, fordi vi ikke har vundet i tre kampe på vores stadion, men dem der har forstand på fodbold ved, at den slags kan ske. Vi har brug for en positiv indstilling. Vi lytter ikke til hvad man siger og vi får brug for vores fans fra første til sidste minut. Jeg forstår godt at man er irriteret, men vi får brug for tilhængerne og vi vil give alt' sagde han.

Han ville ikke forholde sig til, om han er tæt på en fyring. 'Det der optager mig er at fortsætte med det vi gør, så det spørgsmål skal man stille til andre. Der er kun ét hold der kan vinde turneringen og det er vores intention, at det bliver os' fortsatte han.

'Alle har ret til at kritisere og det er det man gør, men vi udfører vores arbejde. Vi taber to kampe og så bliver jeg kritiseret. Det er ikke noget nyt. Jeg har mine spillere, som er de bedste og vi førsøger at komme ud af denne svære situation' sagde han videre.

Han blev spurgt til sine planer for at stoppe Messi. 'Vi kender alle Messis betydning for sit hold. Han er en afgørende spiller for dem, men de er under alle omstændigheder et godt hold, der gør det rigtig godt. Vi koncentrerer os om hvad vi selv gør og vi møder en god modstander. Vi er klar over, hvem vi møder' var svaret.

Også Barcas køb af Braithwaite blev kommenteret. 'Det er en spiller som vi allerede kender og som lige er kommet til Barcelona, men som altid, har Barca mange gode spillere' udtalte han.

Til sidst blev Zidane spurgt, om han er nervøs til aftenens kamp. 'Der er intet der gør mig nervøs. Jeg nyder altid øjeblikket, selv i en situation som denne. Jeg forventer at alle er fuldt engageret' afsluttede han.

.:FORSIDE:.