fbpx

Avis: Barca forhandler om Cancelo på lejekontrakt

Markus Johannessen - 11.05.23

// Joao Cancelo

Manchester Citys João Cancelo, som for nuværende er lejet ud til Bayern München, er tidligere blevet nævnt i forbindelse med Xavis mandskab. Nu er hans repræsentant angiveligt i dialog med Barcas ledelse med henblik på en lejeaftale i det catalanske. 

Den 28-årige højreback forlod Manchester City i januar grundet uoverensstemmelser med Pep Guardiola. Hans lejekontrakt i Bayern München udløber til juni og det ser ikke ud til, at Bayerns ledelse vil benytte sig af købsoptionen. Derudover vender João Cancelo næppe tilbage til Guardiolas trup med udsigt til spilletid, da det åbenbart står meget grelt til mellem de to parter. 

Artiklen fortsætter under annoncen


Xavi har længe efterlyst en højreback-profil til sit mandskab og her er den 28-årige portugiser en af de mest habile kandidater på verdensplan. Forsvarsspilleren står stabilt i bagkæden samtidig med, at han ofte er oppe og blande sig i offensiven, hvor han både har vist sig som målscorer og assistmager i Premier League og Bundesligaen. 

Med en markedsværdi på 60 millioner euro ligger hans prisklasse noget over, hvad Barca for nuværende kan tilbyde, men ifølge den britiske avis Daily Mail er catalanerne i dialog med Cancelos agent, Jorge Mendes, som arbejder på at sikre den portugisiske landsholdsspiller en sæson i Catalonien. 

João Cancelo har tidligere udtalt, at han var interesseret i en fremtid hos Barca og ikke blot et midlertidigt indhop. Dog er der angiveligt kommet nye toner fra forsvarsspilleren, som efter sigende er meget opsat på at tilbringe næste sæson under Xavis kommando. Hvis dette samarbejde bliver en realitet, er det heller ikke udelukket, at det kunne blive til noget mere permanent i fremtiden, men indtil videre er der endnu ikke underskrevet nogen kontrakt.

.:FORSIDE:.