fbpx

Cubarsí: 'Jeg værdsætter landstrænerens tillid'

Anders Lang Jensen - 24.03.24

// Pau Cubarsí

Fredag aften fik 17-årige Pau Cubarsí debut for det spanske A-landshold, da han fik de sidste ti minutters tid i 0-1-nederlaget til Colombia. Forsvarsjuvelen ærgrer sig over at tabe i sin debut, men var taknemmelig for at få chancen.

17 år og 60 dage stod der i går på Pau Cubarsís dåbsattest, hvilket gør ham til den yngste forsvarsspiller nogensinde til at spille for det spanske landshold. Debuten for A-landsholdet er bevis på den vanvittige udvikling, som Cubarsí har gennemgået i de seneste måneder.

Artiklen fortsætter under annoncen


’Jeg er meget stolt over min debut, for det har været en drøm, siden jeg var lille. Det er altid svært at tabe en kamp, og jeg er ked af nederlaget, men jeg værdsætter trænerens tillid, og jeg vil få det bedste ud af det, ved at give alt jeg har’, siger Cubarsí ifølge Mundo Deportivo efter sin debut.

’Jeg forsøger altid at være mig selv og være rolig i mit spil. Det er også det råd, som resten af holdet har givet mig her i min første landsholdsudtagelse’, fortsætter Barca-talentet og forklarer slutteligt om muligheden for en udtagelse til sommerens EM-slutrunde i Tyskland.’

’Jeg tager det hele stille og roligt og giver 100 procent af mig selv. I forhold til at komme med i truppen til EM, så sker det, hvis det sker’, slutter Cubarsí.

Kampen mod Colombia fredag aften blev spillet i London, og sydamerikanerne tog den snævre sejr på mål af colombianske Daniel Muñoz efter en times spil.

cubarsi14F

 

.:FORSIDE:.