fbpx

Koeman: 'Der er ingen rolige dage som Barca-træner'

Christoffer Alexander Dela-Westerberg - 30.09.20

© Getty Images
// Ronald Koeman

Forud for ligadebuten mod Villareal gav Ronald Koeman interview og her fortalte han, at jobbet som cheftræner i Barca indebærer et massivt pres. Hollænderen slår dog samtidig fast, at presset ikke er noget problem.

Ronald Koeman har bestemt ikke overtaget Barcelona i nogen nem tid. Med masser af offentlig tumult og interne stridigheder, kunne hollænderen helt sikkert have ønsket sig bedre arbejdsbetingelser. Omstændighederne lader dog ikke til at have rystet den nye Barca-træner synderligt.

'Hvis du spørger de trænere, der har været i klubben før mig, vil de alle fortælle dig, at de aldrig havde en rolig arbejdsdag som Barca-træner' forklarede Koeman ved lørdagens pressemøde. Han understregede dog ved samme lejlighed, at det faktum bestemt ikke var nogen undskyldning.

'Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, og det er ikke noget problem for mig. Det er en del af mit job som træner i verdens mest betydningsfulde klub. Der er altid folk, som er med dig og imod dig, og jeg håber, at vi snart kan få lidt ro til at fokusere på vores arbejde' lød det videre fra træneren.

Barca har ikke hentet nogen forstærkninger, siden Ronald Koeman overtog trænerposten. Hollænderen er udmærket klar over markedssituationen, som følge af corona-pandemien og er derfor ikke bleg for at tage kampen op med det spillermateriale, han er i besidelse af nu. Omvendt lægger han dog ikke skjul på, at et par forstærkninger vil optimere vilkårene.

'Spillestilen vil være anderledes, opstillingen vil være anderledes, og presset vil være anderledes. Med hensyn til nye spillere, må vi have tålmodighed. Den 5. oktober når transfervinduet er lukket, ved vi, hvad vi har at gøre godt med, og så vil jeg kommentere på emnet igen' forklarede hollænderen og uddybede:

'Vi er på udkig efter spillere, som kan forbedre holdet, men det jeg ønsker som træner er ikke muligt fra et finansielt synspunkt. Vi er nødt til at forstå, at den økonomiske situation er meget, meget vanskelig. Men det accepterer jeg. Jeg vidste det på forhånd. Hvis jeg er overladt med denne trup, kommer vi til at arbejde rigtig hårdt' lød det beslutsomt fra den hollandske træner.

.:FORSIDE:.