Nico Williams ligner det rigtige køb for Barca
FCBARCELONA.DK - 16.06.24
Bilbaos Nico Williams er et varmt emne til at forstærke Barcas venstre angrebsside. Skal man dømme ud fra Spaniens seneste landskampe, ligner det et godt køb og måske der er noget under opsejling.
Sportsdirektør Deco har angiveligt fået til opgave, at sondere mulighederne for at hente en decideret kantspiller til angrebets venstre side. Nico Williams fra Athletic Club Bilbao har ofte været nævnt som en mulighed og samspillet med Lamine Yamal på landsholdet, gør ham til en seriøs kandidat.
Artiklen fortsætter under billedet
Nico Williams forlængede med Bilbao ved juletid, så umiddelbart kunne det virke umuligt at hente baskeren, men der er forlydender om, at han har krævet en frikøbsklausul på 50-55 mio. euro, hvilket ikke er en uoverkommelig pris for Barca. hvis de som ventet når at opfylde de økonomiske fairplay-regler denne sommer.
Spaniens landstræner Luis de la Fuente har Nico Williams og Lamine Yamal med i sin foretrukne opstilling, hvor de på hver sin kant udfordrer modstanderne. Det giver mange alternativer i front, også fordi spillet spredes ud og skaber plads til offensive midtbanespillere i feltet.
Den model har fungeret godt hos Spanien og derfor virker det oplagt, at Barca-træner Hansi Flick kan bruge Nico Williams, der kun er 21 år og alligevel har stor erfaring fra La Liga, hvor han er noteret for 103 kampe.
// Nico Williams