fbpx

Puig: 'Jeg vil gøre mig fortjent til en plads på holdet'

Jacob Møller Nielsen - 09.10.20

© Getty Images

For knap en måned siden rådede Ronald Koeman den unge Riqui Puig til at blive udlejet, men Barca-midten blev i klubben og fik en plads på førsteholdet. I går satte det unge talent et par ord på den svære opgave, han har foran sig.

Det slog gnister i Barcelonas fanbase, da det kom frem i medierne for knap en måned siden, at Ronald Koeman ikke havde den unge catalaner Riqui Puig i planerne for den kommende sæson. Barca-træneren måtte straks forklare situationen, og det førte til stor kritik af hollænderen, for hvordan kunne han smide et spirerende talent på porten, som havde vist sig så flot frem?

Barca-træneren forklarede, at han blot mente, at der var stor konkurrence på midten af banen, og at det ville være gavnligt for Puig med spilletid i en ung alder, og at han rådede ham til at blive udlejet og spille for resten af sæsonen. 

Det råd tog det unge talent dog ikke til sig, fordi han valgte nemlig at blive i klubben, og har nu fået sit første førsteholdsnummer - Barcas nye 12'er. I går udtalte catalaneren sig så for første gang siden hele situationen startede, da han tog en kort snak med mediet COPE.

'Jeg tror på, at jeg vil få spilletid i denne sæson. Hvis jeg ikke troede det, var jeg ikke blevet i klubben' indledte han.

Herefter forklarede Puig, at han er opsat på, at tingene skal lykkes i barndomsklubben: 'Jeg vil triumfere her og gøre mig fortjent til en plads på holdet. Jeg ser ikke, at det kan være på nogen anden måde' sagde han.

Til sidst fik forholdet med Barca-træneren også en kommentar: 'Koeman tror på mig, og jeg tror på, at han vil give mig chancer,' sagde han slutteligt.

Dermed ligner det altså en yderst motiveret catalaner, som Barca-fans forhåbentlig kan glæde sig til at se en masse til i denne sæson. Ifølge spillerens udsagn vil Puig i hvert fald kæmpe til det sidste for at få det til at gå i opfyldelse.

.:FORSIDE:.