fbpx

Avis: Deco holder øje med Monaco-duo

Markus Johannessen - 19.09.24

Barca er konstant på udkig efter mulige forstærkninger og det betyder, at Deco fortsat holder øje med, hvad mulighederne er i det kommende transfervindue. Heriblandt er to profiler fra Monaco på radaren.

Deco fortsætter med at holde øje med markedet for potentielle vinterindkøb uden at forhindre fremgangen for klubbens egne unge spillere, der er fundamentet i Barcas sportslige projekt. To af de backs, som klubben finder interessante, er den brasilianske duo Caio Henrique og Vanderson, der begge spiller for Monaco. Det skriver avisen Sport.

Artiklen fortsætter under annoncen


Caio Henrique, der er 27 år gammel, er en erfaren spiller med et godt fodarbejde og kan spille både som back, centerforsvarer eller defensiv midtbane. Han har allerede været på det brasilianske landshold under Fernando Diniz og forventes at blive udtaget til Brasiliens kampe i oktober som en del af kvalifikationen til VM 2026. Han ville være en perfekt makker til Alejandro Balde, og Barca forsøgte faktisk allerede at hente ham i 2022, hvor Monaco dog ikke var interesseret i at forhandle.

Vanderson, der er 24 år, er en hurtig og stærk back, som Deco allerede forsøgte at hente til Barca i januar 2022, da han forlod Grêmio, men Monaco havde allerede sikret sig hans underskrift. Nu er han dog efter sigende parat til at tage skridtet videre. Vanderson bliver beskrevet som samme type back som Dani Alves, som kan dække hele fløjen - blot med stærkere fysik. 

Dagens Champions League-opgør mellem Barca og Monaco giver Deco en perfekt mulighed for at se nærmere på denne duo, der også har samme agent. Ifølge Sport, er Monacos sportsdirektør, Thiago Scouro, bevidst om Barcas interesse i den brasilianske duo.

Det meldes yderligere, at Giuliano Bertolucci, agent for Caio Henrique og Vanderson, har modtaget tilbud fra Premier League, men har valgt at sætte forhandlingerne på pause - måske fordi han venter på et træk fra Barca til vinter.

// Vanderson // Caio Henrique
.:FORSIDE:.