fbpx

Fermín López betaler prisen for en for hård sommer

FCBARCELONA.DK - 18.09.24

 


I går pådrog Fermín López sig sin anden muskelskade indenfor for få uger, først i venstre lår og nu i højre. Skaderne kommer efter en hård sommer for spilleren, der både deltog ved EM og OL, akkurat som Pedri for tre år siden.

Tidligt sommeren var der diskussioner om spillere som Cubarsí, Yamal og Fermín skulle udtages til både EM og OL. Baggrunden for diskussionerne var forløbet omkring Pedri i 2021, da han efter sin deltagelse ved netop EM og OL dengang, har oplevet mange skader, der har holdt ham ude i lange perioder.

Artiklen fortsætter under annoncen


Dengang tilskrev man skaderne det hårde program, hvor kroppen slet ikke fik mulighed for at restituere mellem to sæsoner med Barca.

Nu har historien gentaget sig. Mens Cubarsí kun deltog i OL og Yamal kun ved EM, var Fermín med i begge turneringer. Han spillede ganske vist ikke meget ved EM, men han trænede før og under OL, hvor han ellers kunne have holdt ferie. Ved OL spillede han stort set det hele og havde en stor andel i den spanske guldmedalje. De to turneringer kom efter en skadesfri sæson med 42 kampe for Barca.

Det kan undre at hverken Fermín selv, Barcas trænerstab eller det spanske fodboldforbund RFEF, indså, hvilken risiko det ville være, at lade Fermín have et så krævende program - specielt i lyset af Pedris oplevelser i 2021.

Heldigvis er Fermíns nyeste lårskade ikke alvorlig, for han ventes kun ude i tre uger, men den er en advarsel om, at hans krop er mærket af sommerens krævende program. Det forsøger trænerstaben helt sikkert at tage hensyn til de kommende uger og måneder, så Fermín forhåbentlig ikke kommer til at opleve samme forløb som Pedri.

fermin15F

// Fermin Lopez
.:FORSIDE:.