fbpx

Barca starter træningen op den 4. eller 11. maj

FCBARCELONA.DK - 22.04.20

© Getty Images
// Træning // Coronavirus

En aftale mellem fodboldforbundet RFEF og La Liga organisationen betyder, at der forventes åbnet op for træningen i starten af maj måned, måske allerede den 4. maj, men under kontrollerede forhold.

Ligesom de fleste andre steder i verden, taler man i Spanien om langsomt at åbne samfundet op igen. Det sker til trods for, at landet fortsat er massivt ramt af smittede og døde som følge af corona-virussen.

Aftalen mellem RFEF og La Liga taler om to mulige datoer for at tillade holdene i ligaen at træne igen. Den mest sandsynlige er den 11. maj, hvor alarmberedskabet i Spanien forventes ophævet.

Der åbnes dog for muligheden for at træne allerede den 4. maj, for her vil myndighederne tillade at der kan udøves fysisk træning, så længe det foregår alene. Det giver Barca mulighed for at åbne klubbens træningsanlæg op for spillerne, men altså uden at de træner sammen.

Det forventes også at træningen fra den 11. maj kommer til at gå under kontrollerede forhold, som f.eks. i små grupper, hvor der ikke opstår tæt kontakt.

Trods begrænsningerne er aftalen mellem RFEF og La Liga er god nyhed, for det er et skridt tilbage mod mere normale forhold. Bare det at spillerne kan komme ud og møde holdkammeraterne, vil have en positiv virkning, efter så mange dage derhjemme.

Da træningen sker under begrænsede forhold, vil det stadig vare noget tid, før man kan begynde at spille kampe igen. Hvornår det kan ske er stadig usikkert, men lige nu tales der om den 13. eller 20. juni.

De angivne datoer er alle under forudsætning af, at myndighederne ikke ændrer på planerne for genopåbningen.

.:FORSIDE:.